Ti år med Thorsvang

For ti år siden mødte en stor flok borgere, primært efterlønnere og pensionister, op i den gamle Tørmælksfabrik og forhenværende Beskyttede Værksted på Thorsvangs allé, som på det tidspunkt havde stået tom i nogle år.

Anledningen var en annonce indrykket af Henrik Hjortkær, der siden barndommen har samlet på alt mellem himmel og jord - og i de senere år indkøbt restlagre, når mindre specialforretninger lukkede. Han efterlyste praktiske folk, som ville være med til at indrette et museum med alle de indsamlede effekter.

Annoncen fik 100 personer til at dukke op til mødet: Var det virkelig rigtigt, at Henrik ville “genoplive” nogle af de gammelkendte butikker fra Stege og andre steder på Møn?

- Det var det og han ville også så meget andet, som nu forefindes på museet: Indrette skolestue, byrådssal, selskabslokaler og meget andet, fortæller Else Iversen, der selv er frivillig på Thorsvang Samlermuseum.

Den 22. oktober 2012 blev den stiftende generalforsamling til foreningen Thorsvangs Venner afholdt. Samlermuseet åbnede i juli 2013 og to år senere var medlemstallet øget til godt 300.

Siden har det været støt stigende og er pt. på godt 500 medlemmer, hvoraf de 80 er aktive frivillige, som tilrettelægger og afvikler vagter på museet. De står også for arrangementer både for de frivillige og for gæster på museet. Eksempelvis har kommunens plejehjemsbeboere været på besøg med spisning.

Thorsvang Samlermuseum har mellem 25.000 og 30.000 besøgende om året.

Foreningen Thorsvangs venner fejrer jubilæum lørdag den 22. oktober klokken 13-17 på Thorsvang Samlermuseum. Alle er velkomne.

Der vil i løbet af dagen blive holdt taler, sunget en Thorsvang sang, og der serveres lidt lækkerier til ganen og kolde og varme drikke.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...