PlusRen får dækket 80 procent af udgifter til arbejdsmiljø

Pressefoto

Høje-Taastrup: Det er med trivslen i højsædet, at rengøringsvirksomheden PlusRen satser på at udvikle sig støt som virksomhed.

Således har virksomheden, der har base i Høje-Taastrup og har omkring 50 medarbejdere, engageret sig i lokalmiljøet og gjort sit for at være en inkluderende arbejdsplads.

Det har den vundet kommunens erhvervspris for i 2021 og Handicaporganisationernes pris i 2020.

- Trivsel og godt arbejdsmiljø er utroligt vigtigt for mig, for vi vil gerne holde på vores medarbejdere og behandle dem godt, siger Andreas Bolvig Legarth, der er ejer af PlusRen.

Indsatsen sker med rådgivning fra WSP, som giver råd inden for netop trivsel og sikkerhed.

Sammen med dem har PlusRen derfor udviklet et nyt og tilpasset digitalt system til at håndtere trivselsundersøgelser og arbejdspladsvurderinger.

- Før har vi brugt mails og pdf’er, som skulle afkrydses, og så skulle man samle data efterfølgende. Jeg må sige, at det ikke fungerede efter hensigten. Og slet ikke med vores medarbejdere, som ikke sidder ved en computer. Nu kan de udfylde på deres mobiltelefon, og vi får et samlet overblik over besvarelserne, siger Finn Thordal Nielsen, der er salgschef og partner i PlusRen.

Får dækket 80 procent

Regeringen har afsat en pulje på 100 millioner kroner årligt som tilskud til forebyggelsesinitiativer i perioden 2021-2023. Pengene er afsat til virksomheder med under 100 ansatte, og de kan få 80 procent tilskud til forebyggelsesinitiativer.

- Gennem Høje-Taastrup erhvervsråd fik jeg kontakt til Allan Kofoed fra WSP, som fortalte mig om mulighederne, og jeg så straks nogle muligheder. Trivsel og godt arbejdsmiljø er utroligt vigtigt for mig, for vi vil gerne holde på vores medarbejdere og behandle dem godt, siger Andreas Bolvig Legarth, der er ejer af PlusRen.

PlusRen har en ambition om at vokse betragteligt de kommende år, og så er det en kæmpe fordel med en systematisk tilgang til arbejdet med blandt andet sikkerhed og trivsel.

- Jeg har en del medarbejdere, hvor jeg gerne vil holde ekstra øje med, om de trives, og det kan jeg nu få nogle værktøjer til. Det kan være medarbejdere, der lider af social angst, og måske har svært ved selv at sige til, hvis de oplever problemer, siger Andreas Bolvig Legarth.

- Det er i det hele taget vigtigt, at vi får samlet tilbagemeldinger fra vores medarbejdere, så vi kan hjælpe med at gøre deres hverdag bedre, tilføjer han.