Bigband, billeby og balancekunst

Ballerup Musikskole satte fut i fejemøget til festivalen lørdag. Foto: Kaj Bonne

Man skulle næsten tro, solen kendte datoerne og vidste, at denne lørdag var sidste chance, inden vi går ind i efterårsmånederne, til for alvor, som en anden operasangerinde, at vise hvad den duede til. Det er anden gang, Ballerup Kommune afholder festivalen fra verdensmål til hverdagsmål, der handler om at give borgere, virksomheder og foreninger konkrete handlemuligheder i hverdagen til at leve op FNs 17 ambitiøse verdensmål, der blev vedtaget i 2015 og er inddelt i kategorier som ligestilling, bæredygtighed og sundhed og trivsel.

Målet med verdensmålfestivalen, der bliver holdt flere steder i Danmark, er altså blive klogere på verdensmålene, og hvordan man som virksomhed og forening men også borger i sin hverdag og sit lokalsamfund kan gøre noget for at støtte op om verdensmålene. Uden nødvendigvis at blive selvforsynende eller hækle sit eget undertøj. Mindre kan gøre det og lidt har også ret.

Men apropos tøj så havde biblioteket, der sammen med Ballerup Kommune var arrangører af festivalen på Banegårdspladsen, en stand med tøjbytning, hvor der er fine jakkesæt, kjoler og bukser.

“I stedet for at købe nyt, skulle man måske kigge på at bytte tøj eller købe brugt tøj. På den måde er man med til at sikre et godt klimaregnskab, for tøjproduktion vejer tungt i klimaregnskabet,” siger Louise Manzati fra biblioteket. I øvrigt holder biblioteket tøjbyttedage, hvor man kan aflevere et stykke eller flere tøj og tilsvarende få ’nyt’ med hjem. På bibliotekets hjemmeside kan man skrive sig op på mailinglisten om arrangementerne.

I børnehøjde

Ebbe på to år havde taget sin mor Nina med til festivalen – de nød begge at være ude i det gode vejr, og Ebbe benyttede den store verdensmålspude til at tage et ekstra formiddagshvil.

Og der var i det hele taget masser af aktiviteter for børnene. Der var både slowmotionfilm værksted, cirkus, ethjulede cykler, stylter, og for forældrene var der stor inspiration til madpakker alle med udgangspunkt i bæredygtige retter - og for at lokke kunderne til bøgerne, kunne man smage melorme.

Husmoderråd fra gamle dage

Ballerup Museum var også til stede i et telt, hvor de gav gode ideer og smagsprøver til, hvordan man kan bruge naturen til for eksempel at lave saft eller marmelade. Og i anledning af at festivalen blev holdt den 24.september – præcis tre måneder før juleaften, var det passende at minde om at risengrød kan laves i høkasse, som ifølge Ballerup Museum gjorde i gamle dage eller under dynen, som nok er mere tilgængeligt.

“Man kan også bruge gamle aviser til at holde maden varm, så man ikke behøver tænde for ovnen,” opfordrer museumsleder på Ballerup Museum Mette Jensen (forrest i billedet) Og vi på Ballerup Bladet er da ikke for fine til at videregive det råd og bruge Ballerup Bladet som opvarmning. Men naturligvis først, når du har læst den grundigt. Og klippet de artikler og annoncer ud, du vil gemme til senere brug.

Livlig debat

I det store telt, hvor journalist David Trads var konferencier og borgmester Jesper Würtzen (A) bød velkommen – var der oplægsholdere om alt fra bæredygtig mad til at omlægge sin egen privatøkonomi.

Blomster i vejkanten

Erik og Lis Hansen , 83 og 82 år havde taget turen fra Måløv til Banegårdspladsen og festivalen ’for at se hvad det var for noget’.

“Og så skulle vi se om der var lidt at spise - men jeg har da fået en kage,” siger Erik Hansen, mens han bliver draget af en bod med kasser og gule golfbolde. I kasserne er der forskellige modeller for, hvordan man kan forbedre naturen og udearealerne i Ballerup, og alle deltagere på festivalen kan smide en golfbold i den kasse, med det mål, man vil stemme på. Erik Hansen valgte kassen med flere blomster i vejkanten.

“Nu hedder festivalen jo fra verdensmål til hverdagsmål - et af målene er bedre klima og bæredygtighed. Hvad gør I selv i hverdagen for at leve op til det?”

"Vi samler skrald. Nej, vi samler det ikke. Vi sorterer det, men det er sgu også et stort arbejde. Men hvis der en dåse, samler vi den op, det kan der godt være lidt penge i,“ siger Erik Hansen.

Sundhed og trivsel

I boden ved siden af stod medarbejdere fra organisationen HeadSpace også klar med foldere og for at fortælle om deres arbejde. Headspace er en åben rådgivning for unge, der mistrives og alle kan henvende sig anonymt. Ifølge centerchef Maria Jørgensen oplever de en stigende tendens i mistrivsel, og derfor har de også udvidet rådgivningen med at hjælpe unge i den rigtige retning. Mange i ifølge Maria Jørgensen er tvivl om, hvilken vej, de skal gå og det i sig selv kan også skabe mistrivsel, siger hun.

Brætspilsforeningen var også til stede på festivalen og nyere og ældre brætspil kæmpede om at tage sig bedst ud i boden.

“Vi i brætspilforeningen har valgt sundhed og trivsel (verdensmål nummer 3, red.) som fokus, for fællesskab omkring et brætspil er noget af det, der kan give bedre trivsel og mindske ensomhed. For når man er med omkring et brætspil er man ikke alene og spillet er en ramme for en samtale, fortæller repræsentanter fra brætspilsforeningen.

Læs mere om brætspilsforeningen på https://across-the-board.dk/

Verdensmålfestivalen lørdag sluttede klokken 17.30 efter en koncert med Balkan Bastards.

Her www.verdensmaalene.dk/maal kan du læse om alle FNs 17 verdensmål: Vi vil gerne høre hvad du gør i din hverdag for at leve op til om ikke alle, så måske bare ét eller nogle af dem.

Foto: kajbonne
Foto: kajbonne
Foto: kajbonne
Foto: kajbonne
Foto: kajbonne
Foto: kajbonne
Foto: kajbonne
Foto: kajbonne