Efter kræftforløb: Det er svært at få job

Samtidig med at hun skulle kæmpe mod kræft og forinden havde fået stillet diagnosen sklerose, mistede Mette Sørensen også sit arbejde. Nu ønsker hun sig et job på flextid. Privatfoto

Samtidig med at hun skulle kæmpe mod kræft og forinden havde fået stillet diagnosen sklerose, mistede Mette Sørensen også sit arbejde. Nu ønsker hun sig et job på flextid.

Men det er ikke nemt. Hverken at indse, at det ikke duer for hende med en fuldtidsstilling, fordi hun har sin sklerose og sandsynligvis også senfølger fra den overståede kræftbehandling. Og heller ikke i forhold til at finde det rette arbejde. For det er vanskeligt at få vurderet, hvad hun kan bestride og i hvor mange timer.

- Det var min kræftkoordinator fra kommunen, der hjalp mig med at indse, at jeg ikke kan fungere i en fuldtidsstilling, og at det er et job på nedsat tid, jeg har brug for, siger Mette Sørensen.

- Inden jeg talte med min kræftkoordinator Jeanne, sad jeg og søgte jobs, som jeg reelt ikke kan bestride. Der gik hun ind og sagde til mig på en sød måde, at det kan jeg ikke.

Mange i Mette Sørensens situation får tilkendt førtidspension, og det er også på papiret også en af hendes muligheder. Men Mette Sørensen føler ikke, hun er færdig med arbejdsmarkedet.

- Jeg synes, jeg er alt for ung til førtidspension. Jeg er kun 49 år. Jeg har masser af gejst i mig endnu, som jeg gerne vil bruge ved at have et arbejde. Men det skal nok være et job på deltid, for eksempel et flexjob, siger hun.

Én af Mette Sørensens udfordringer er, at hun lider af koncentrationsbesvær, men om det er en eftervirkning af kemoterapi, eller om det hænger sammen med sklerose, er hendes læger i tvivl om.

Hun er kræftfri, men har stadig sklerosen at tage hensyn til og er for eksempel lige begyndt på medicin for det. Det har ventet på sig, fordi hun i en perioden efter kræftbehandlingen stadig havde kemo i kroppen.

Mette Sørensens sidste job var som konstitueret kantineleder. Hun har i mange år arbejdet som køkkenhjælper og ellers på kontor.