Læk på tankstation: Pistol og slange stjålet

70 liter diesel er onsdag morgen lækket fra en stander på OK Plus-tankstationen i Mårum.

Det oplyser beredskabschef Jesper Ingeman-Petersen fra Gribskov Beredskab.

- Dele af det er løbet ud på vejen. For at undgå, at det ryger i åer og kloakker er vi så ude at få det samlet op, og suger desuden vandet fra kloakken med en slamsuger, siger han.

Beredskabet fik anmeldelsen klokken 6.10 onsdag morgen.

Spildet skyldes et noget usædvanligt tyveri. Det siger Henriette Døssing, kommunikationskonsulent hos Nordsjællands Politi.

- Vi får klokken 07.06 en anmeldelse om, at der er blevet stjålet en tankpistol og brændstofslange fra tankstationen, og det er i den forbindelse, at der er sket et spild af brændstof, siger Henriette Døssing.

Hun oplyser videre, at tyveriet er sket i tidsrummet fra tirsdag aften klokken 20 til onsdag morgen klokken 6.

Foto: Frank Nielsen