Vil have flere togafgange i timen: - Al logik siger, man bør have flere

‘Toget klokken 8.24 til København er desværre aflyst’, lyder det over højtaleranlægget på Hedehusene Station klokken 8.22 en ganske almindelige onsdag morgen. Forinden er flere tog suset forbi i høj fart.

Tilbage på perronen står skuffede pendlere, der må vente 30 minutter til næste tog og krydse fingre for, at næste tog ikke også bliver aflyst.

På selvsamme perron står De Konservatives transportordfører i Folketinget Niels Flemming Hansen sammen med den lokale folketingskandidat og byrådsmedlem Merete Scheelsbeck og pendlertalsmanden i Hedehusene Pendlerklub Nicki Wassmann Brøchner.

Missionen for de lokale er klar. De vil have flere togafgange i Hedehusene, og første lille step på vejen er at forklare behovet overfor transportordføreren, der kan tage det videre til et højere niveau - til beslutningstagerne.

- Frem til 2016 var der tre afgange i timen Hedehusene, men nu er der to. Al logik siger endda, at man bør have fire i gang - som minimum i myldretiderne, siger Merete Scheelsbeck.

Mange nye borgere

Hun begrunder det med en stigende befolkningstilvækst på 3000 nye borgere i Hedehusene, hvilket kommer til at stige med over 8000 nye borgere. Hun peger også på naboen Trekroner Station, der har fire afgange i timen, selvom der bor færre mennesker.

- Vi har brug for, at der er nogle retvisende tal. De seneste passagerantal er fra år 2016, og derfor er der også brug for en potentialeberegning, så man ikke kun beregner på, hvor mange der tager toget, men også hvor mange der potentielt ville tage det, hvis vilkårene var bedre, siger pendlertalsmanden fra Hedehusene, Nicki Wassmann Brøchner.

Højtaleren afbryder kortvarigt interviewet igen.

‘Vi gør opmærksom på længere rejsetid’, toner det ud, og De Konservatives transportordfører er klar i mælet.

- Det er vigtigt, at togene kører til tiden, og at de overhovedet kører. Først når det fungerer, så kommer kunderne. Det skal simpelthen være nemt, så folk gider at tage toget, siger Niels Flemming Hansen.

Det bakkes - naturligvis - op af Merete Scheelsbeck.

- Min mand er politibetjent, og han kan ikke fange røvere, når han sidder i et forsinket tog. Der er mange mennesker, der ikke kan arbejde på farten. De møder på et bestemt tidspunkt og må derfor ikke komme for sent på job, siger Merete Scheelsbeck.

Pendlerformanden, der selv pendler hver dag til og fra sit arbejde i Valby, siger, det også handler om, at man får skabt et godt ry omkring at tage toget, så folk ikke bliver fristet til at sætte sig ind i deres bil.

Folketingsvalget er lige om hjørnet, og debatten om flere afgange til Høje-Taastrup Kommunens togstationer har været på agendaen mange gange, uden at der er sket ændringer. Hvad vil I gøre for, at der sker noget nu?

- Jeg vil tage det med videre til ministeren. Jeg synes især, at vi skal have lavet nogle potentialeberegninger. Det er det interessante, siger Niels Flemming Hansen.

Find friske, lokale nyheder hver dag på og deltag i debatter baseret udelukkende på nyheder fra områder, der vedrører dig.

Husk, at du også altid er velkommen til at kontakte redaktionen på vores redaktionsmail taastrup.red@sn.dk, som alle vores journalister tilgår.

Så, hvis der er noget, der går dig på, noget som bør ændres, noget som er helt hen i vejret eller bare noget, du undrer dig over, så del din nysgerrighed med os, og så kigger vi hjertens gerne på det.

Bare kontakt os på ovenstående mail.