Debat: Ja, der er fejl i årstal

Vi er glade for samspillet med vores mange gæster. Det er kun skønt at opleve, hvor meget vores gæster læser og aktivt deltager i vores udstillinger og de mange aktiviteter på Danmarks Borgcenter.

Vi takker derfor Søren Rønhede for at gøre os opmærksom på fejlen. Vi vil selvfølgelig få rettet denne i nærmeste fremtid og på alle sprog. At vi har flere sprog, skyldes, at vi gerne vil tilgodese vores mange udenlandske gæster, der årligt besøger Vordingborg.

Danmarks Borgcenter, der i øvrigt har haft en fornem sæson, tilbyder viden på mange forskellige platforme. Som gæst kan man blandt andet bruge Danmarks Borgcenters meget roste audioguide, hvor man - på egen hånd og i ro og mag med museets forskere i ørerne - kan gå rundt på borgterrænet og få viden om, hvordan borgen blev anvendt i middelalderen.

Man kan gå i udstillingerne, besøge vores pavilloner eller spille spil om Jyske Lov og så videre. Og endelig kan man besøge Gåsetårnet, hvor formidlingen er tilpasset de yngste i familien, så man sammen med for eksempel mor, far eller bedsteforældre kan få en spændende oplevelse og snak på vej op i tårnet. En oplevelse der er tilsat både, lys, lyd og digitale effekter.

En anmelder fra Politiken skrev i sommer 2022 blandt andet: Gåsetårnet er en lille perle ... Mens man klatrer til tårnets top, serveres historien om Valdemar Atterdag og periodens krigsteknik. En animeret film viser, hvordan borgen blev beskudt med sten og brændende genstande fra blider (kastemaskiner), og soldater forcerede ringmuren med stiger.

Danmarks Borgcenter er et moderne museum der iscenesætter og kommunikerer på mange forskellige niveauer og til mange forskellige aldersgrupper. Man behøver derfor ikke finde alt lige interessant eller iscenesat, som man selv godt kunne tænke sig.

Vi glæder os over, at 109.000 personer besøgte borgen og Danmarks Borgcenter i 2021. At tilbagemeldingerne tilmed indeholder stor tilfredshed, og at gæsterne går hjem med ny viden på forskellige niveauer om borge, konger og magt - som er vores formål - er vi stolte af.

Thorbjørn Kolbo

museumschef

Museum Sydøstdanmark

Algade 97

Vordingborg