HRS udvider maskinparken

HRS A/S har indkøbt nye maskiner, som sikrer høj præcision og forbedrer arbejdsprocesserne.

I forbindelse med udvidelsen af afdelingen i Kalundborg har HRS har købt nye laser-, kantbukker- og CNC-maskiner for at tilpasse sig sine kunders behov.

HRS har i år ikke blot investeret i en ny bygning til afdelingen i Kalundborg, men har også lagt mange kræfter i nye maskiner. Inden for det seneste år er der købt to nye 5-aksede bearbejdningscentre og en ny CNC-drejebænk. Senest er der indkøbt en ny kantbukker og laserskærer.

Bedre udnyttelse

- Vores nye kantbukker har automatisk opmåling, som skal være med til at sikre stor præcision og den høje kvalitet, som vi ønsker at levere. Laserskæreren er udstyret med automatisk fotogenkendelse af pladerester, som skal være med til at mindske spild og dermed udnytte materialerne bedst muligt. Rent programmeringsmæssigt snakker de to maskiner sammen, hvilket forbedrer arbejdsprocessen for os, forklarer Thomas Bruun Nielsen, koordinator i HRS Innovation.

I øjeblikket er HRS i Kalundborg i gang med at istandsætte alle resterende lokaler, så de gamle smedehaller også fornyes, og medarbejderne får nye omklædningsfaciliteter og kantine. Virksomheden håber også på at kunne tiltrække endnu flere kvalificerede medarbejdere med de nye faciliteter og lyse, moderne bygninger.

Det vigtigste aktiv

- Trods den generelt store mangel på kvalificeret arbejdskraft har vi faktisk haft held med ansættelserne. Men vi er stadig på udkig efter flere dygtige kollegaer - både rustfrie klejnsmede og 3D konstruktører. Hvis du drømmer om at arbejde i en virksomhed, hvor medarbejderne anses som det vigtigste aktiv, så er det måske dig vi leder efter, siger Thomas Bruun Nielsen.

HRS fungerer som en paraplyorganisation for en række selvstændige afdelinger, der hver har deres specialer. Tilsammen gør disse afdelinger HRS til en mangesidig og unik leverandør. HRS har gennem årene vundet stor anerkendelse for sin håndværksmæssige kvalitet. Virksomheden har oparbejdet stor erfaring vedrørende: Industriel vedligeholdelse og nybygning, konstruktionsmaterialer, normer og standarder samt up to date maskinteknik og konstruktion.