Teater vil inspirere og øge unges teaterglæde

Pressefoto

Taastrup: 1. september blev samarbejdet mellem Taastrup Teater & Musikhus og Mungo Park skudt i gang med over 200 gæster i Taastrup Teater & Musikhus.

Et samarbejde, der giver mulighed for borgerne i Høje-Taastrup at opleve Mungo Parks populære forestillinger i baghaven, som til daglig har adresse i Allerød.

Samtidig skal samarbejdet være med til at øge glæden for kultur blandt unge, hvor Mungo Park og Taastrup Teater & Musikhus også løbende vil lave samarbejder med skoler, gymnasiet og boligforeninger.

Det var forestillingen “De Hovedløse”, der fik æren af at åbne ballet med deres fortælling om protestbevægelsen “De Gule Veste” i Frankrig.

- Det er et stærkt udgangspunkt for det videre arbejde. Derudover er vi med dette projekt også yderligere med til at understøtte udviklingen af den nye bydel, Kulturkvarteret, som vil skyde op omkring Høje-Taastrups smukke teater- og musikhus, sagde en overvældet teaterleder, Mia Keinicke, i foyeren efter forestillingen.

Næste gang Mungo Park kommer på besøg er torsdag den 27. oktober med forestillingen ”At lære at dø”, og mandag den 7. november med forestillingen ”Generation 9/11”, som man kan købe billetter til på teaterogmusik.dk.