Anbefaler nu hav-vindmøllepark - men på visse betingelser

Vækst- og udviklingsudvalget i Odsherred anbefaler nu i et udkast til høringssvar til Energistyrelsen, at kommunen siger ja til Andels planer om en hav-vindmøllepark nord for Klintebjerg - på visse betingelser. Foto: Pipaluk Balslev

Vækst- og udviklingsudvalget i Odsherred anbefaler nu - at kommunen i et kommende høringssvar til Energistyrelsen siger ja til Energiselskabet Andels ønske om at opføre en hav-vindmøllepark på 585 MW i Kattegat nord for Klintebjerg - vel at mærke hvis de møller, tættest på land, bliver lavere end dem længere ude i vandet.

Energiselskabet Andels ønske er at opføre 39 vindmøller på 256 meters højde, der skal ligge 8 til 18 kilometer ude i vandet.

I første omgang havde kommunen i udkastet til høringssvaret sagt nej til hav-vindmølle-planen, men på mødet tirsdag valgte vækst- og udviklingsudvalget så at ændre det til et ja. På visse betingelser.

- Vi er nødt til at deltage i den grønne omstilling, og vi vil gerne foreslå en løsning, så vi også kan bidrage i Odsherred. Vi anbefaler, at møllerne tættest på land ikke bliver så høje, så de visuelt syner af mindre fra land, siger Mathias Hansen (V), formand for vækst- og udviklingsudvalget.

Følger ændringsforslag

Socialdemokratiet i Odsherred har stillet ændringsforslag til høringssvaret til Energistyrelsen om havmølleparken ved Klintebjerg - et ændringsforslag der svarer til det, flertallet i vækst- og udviklingsudvalget nu anbefaler.

- Det er glædeligt, at flere partier og dermed flertallet i vækst- og udviklingsudvalget har stemt for Socialdemokratiets ændringsforslag til høringssvaret til Energistyrelsen, udtaler Felex Pedersen (A), medlem af vækst- og udviklingsudvalget.

Sagen skal nu videre til byrådssalen. Odsherred Kommune har indsigelsesret over for vindmølle-projektet, da Andel ønsker at placere møll-parken inden for 15 kilometer fra Odsherreds kystlinje.

Fredag den 16. september har Andel inviteret til borgermøde om hav-vindmølle-planerne på Martinus Centret i Klint.