Pige jagtet med kniv på skole

Høje-Taastrup: En skoleelev valgte torsdag den 1. september at trække en knivlignende genstand og true en elev på skolen Læringshuset i Høje-Taastrup. Efter episoden blev der sendt en besked ud til forældre på mellemtrinet af skolens afdelingsleder på vegne af skolens ledelse.

’Kære forældre. Vi har i dag oplevet to voldsomme episoder på mellemtrinnet. Vi har en elev, som har det rigtigt svært for tiden. I dag har der været en episode, hvor han har truet andre elever med kniv. Vi har efterfølgende vurderet, at det er bedst for alle parter, at eleven er hjemme det næste stykke tid. Vi arbejder med årgangens trivsel og på, hvordan vi kan støtte op om den pågældende elev’, står der.

Ifølge avisens oplysninger var der tale om, at eleven - en dreng - jagtede en pige ind på et toilet med en ’knivlignende genstand’. Der er endnu ikke oplysninger om, præcist hvordan episoden foregik.

Skolens leder Casper Madsen har ikke ønsket at kommentere episoderne, og henviser i stedet til Høje-Taastrup Kommunes skolechef Flemming Ellingsen, der har været i kontakt med borgmester Michael Ziegler (K).

- Jeg kan bekræfte, at der har været en episode, og at vores afdelinger er inde over og kigger på, hvad man skal stille op for at sikre, at det ikke gentager sig, siger Michael Ziegler, der ikke kender de nærmere detaljer omkring selve forløbet.

Han giver dog tillid til, at Læringshuset har styr på situationen.

- Der er ikke noget generelt problem, hvor det hele sejler. Mit indtryk er, at det er en velfungerende skole, siger borgmesteren.

Samme dag skete der en anden episode på skolen, som ikke har relation til ovenstående. Læs artiklen ’Voldsomt pigeslagsmål ryster elever på skole’.

Fokus på trivsel

Samme dag sker en anden episode, der med skolens egne ord betegnes som et ’voldsomt og rystende’ pigeslagsmål. Det kan du læse om i artiklen ’Voldsomt pigeslagsmål ryster elever på skole’.

På Aula-beskeden skriver afdelingslederen fra Læringshuset slutteligt, at man har fokus på elevernes trivsel.

’Vi har i det daglige stort fokus på trivsel og forebyggende og indgribende indsatser. I den kommende periode vil vi forstærke denne indsats på årgangen for at sikre, at alle elever føler sig sikre på skolen’.

Artiklen opdateres, når der er nye informationer.

Hvis du har yderligere oplysninger om sagen, er du velkommen til at kontakte redaktør Daniel Fonseca på daniel.fonseca@sn.dk.

Du kan læse mere om Læringshuset her.

Find friske, lokale nyheder hver dag på og deltag i debatter baseret udelukkende på nyheder fra områder, der vedrører dig.

Husk, at du også altid er velkommen til at kontakte redaktionen på vores redaktionsmail taastrup.red@sn.dk, som alle vores journalister tilgår.

Så, hvis der er noget, der går dig på, noget som bør ændres, noget som er helt hen i vejret eller bare noget, du undrer dig over, så del din nysgerrighed med os, og så kigger vi hjertens gerne på det.

Bare kontakt os på ovenstående mail.