Kulturnat fejrede jernbanens jubilæum

Lørdag aften var der kulturnat i Glostrup. Det er nyt, at kulturnatten i år ligger sidste lørdag i september, hvor det tidligere har været sidste lørdag i oktober. Det betød, at det var en noget lunere aften end normalt, og det så ud til, at flere mennesker havde fundet vej til kulturnatten og især at flere brugte mere tid på de udendørs aktiviteter.

Blandt arrangementerne til kulturnatten var der mange gengangere fra tidligere år. Spejdernes aktiviteter i Rådhusparken og brandbilerne foran brandstationen var som altid populære. I Biografen var alle pladser fyldte og folk stod lang væggen, da Rubber Band genoplivede The Beatles.

Jernbanens 175års jubilæum

I år handlede mange aktiviteter om Glostrup Stations 175-års jubilæum. På Banegårdspladsen delte Chimneys kager ud, mens Københavns Jernbaneorkester spillede. Her stod også mange interesserede borgere og kiggede på letbanens planer og planerne for byggeri omkring Glostrup Station.

- I år fejrer vi, at det er 175 år siden at jernbanen kom til byen. I 1847 var Glostrup en forholdsvis lille landsby, men det ændrede sig, da jernbanen kom og Glostrup blev et stop på den første jernbanestrækning mellem København og Roskilde. Jernbanen blev hurtigt så populær, at den første beskedne jernbanestation blev afløst af den store flotte bygning fra 1917, som vi har i dag. Jernbanen har haft en kæmpe stor betydning for byens udvikling – for bosætningen og for erhvervet. Og lige om lidt får vi endnu en strækning – når letbanen åbner og giver endnu flere byudviklingsmuligheder, som gør det attraktivt at både bo og arbejde i Glostrup, siger Kasper Damsgaard, Borgmester i Glostrup.

DSB havde i dagens anledning åbnet den gamle stationsbygning, hvor folk kunne se udstillingen om jernbanens historie i Glostrup og få sig en snak med Dansk Jernbaneklub.

På biblioteket var der mordgåde om et mord begået i et tog. Byhistorisk Hus havde lavet særudstilling om jernbanens betydning for Glostrup, og arrangeret byvandring med fokus på jernbanens historie og de mange sidespor, der gav mulighed for industri i Glostrup.