Kulturweekenden fejrer 25-års jubilæum og slår publikumsrekord

Den anden weekend i juni bliver Esplanadeparken i Brøndby Strand hvert år forvandlet fra stille, grøn plæne til stor festplads, når der afholdes Kulturweekend. Weekenden samler hele Brøndbys befolkning om lækker mad fra eksotiske himmelstrøg, optrædener, loppeboder, kunst, foredrag, koncerter, loppemarked og meget mere.

I år var ganske særlig, da arrangøren, Kontra - Brøndbys Kulturklub, melder om en kulturweekend, hvor der aldrig i historien har været så mange besøgende, som der var i år. Arrangøren gætter på, at der var omkring 9.000 besøgende henover weekenden. Det er over dobbelt så mange som i 2013, som ellers - indtil nu - var året, med flest besøgende.

-Vi har været rigtig glade for, hvordan kulturweekenden forløb. Vi var så heldige, at solen skinnede hele weekenden lige indtil slut. Og da det så sluttede, var det lidt sjovt, for så begyndte det at regne. Vi var lidt bekymrede op til start, for vi havde hørt, corona havde gjort folk lidt bekymrede, så det generelt har været svært for festivaler at tiltrække gæster. Men det var ikke det, vi oplevede – tværtimod fik vi publikumsrekord, siger Sylwia Tawadrous, forkvinde i Kontra, Brøndbys Kulturklub, som hvert år står for at arrangere Kulturweekenden.

Arrangører og sælgere taget på sengen

De mest populære arrangementer var lørdagens koncert med Johnny Logan, hvor Sylwia Tawadrous vil vurdere, at knap 800 mennesker var samlet. De mest populære aktiviteter for børn var Pyjamas Heltene, der optrådte med et show om lørdagen, der tiltrak omkring 500 børnefamilier. Derudover havde Kontra selv en stand med en yderst populær aktivitet til børn.

I år kunne børnene nemlig male deres drømme og visioner for Brøndby Strand på en t-shirt. Et projekt, der er støttet af Nordea Fonden. Det overordnede tema for året kulturweekend er ”Visioner”, som eksempelvis udmøntede sig i t-shirt-workshoppen for børn og i et dialogmøde inde i Brønden for de voksne.

- Det var helt vildt, for vi havde vurderet, at cirka 200 t-shirts burde holde til hele weekenden, men vi løb tør på andendagen. Vi oplevede også, at vores salg var tredoblet sammenlignet med sidste gang, så vi er rigtig glade og overraskede. Det betyder jo, at vi har lavet et godt program, som har tiltrukket mange deltagere på tværs af generationer, siger hun.

Savner foreningslivets repræsentation

Normalt er der ikke mange besøgende om fredagen eller søndagen under kulturweekenderne, men i år var der overraskende mange gæster alle tre dage, fortæller Sylwia Tawadrous. Også madboderne var overraskede over det store deltagerantal, som hurtigt meldte udsolgt.

Ifølge hende skyldes det høje deltagerantal, at mange har savnet at samles om kulturelle arrangementer under corona, og derfor i stor stil benyttede sig af muligheden for at deltage i år. Derudover reklamerede Kontra også for weekenden i byrummet med plakater, og så har samarbejder med nye aktører også spillet ind, mener hun.

-Det har også virket godt, at vi har haft et tema i år og programlagt arrangementer under det tema, som er nået ud til en bred målgruppe. Vi har også nye personer i styregruppen, der repræsenterer byen på forskellige måder. Det har givet vores program stor diversitet, siger hun.

Det eneste, Sylwia Tawadrous dog savnede at se i weekenden, var repræsentationen af flere foreninger.

-Vi håber fremadrettet, at der vil være flere foreninger, der melder sig på banen og kan se værdien i kulturweekenderne – i høj grad også for dem selv. Vi havde kontaktet mange på forhånd, men det havde ikke lige passet ind i foreningernes kalendere. Så vi må se, om vi ikke er heldige, at flere melder sig på banen de kommende år, siger hun.

Kulturweekenden løb af stablen fredag den 10 juni og sluttede søndag den 12. juni. Hvert år bliver kulturweekenden afholdt den anden weekend i juni i Esplanadeparken i Brøndby Strand.

- Sylwia Tawadrous fra Kontra

- Kasper Lundquist fra Brøndby Strands Gymnastikforening

- Michael Hald Jacobsen fra Brøndby Strand Kirke

- Laura Bielefeldt fra Brøndby Kulturhuse

- Tina Lundquist fra Brøndby Strands Gymnastikforening

- Mikkel Ejsing fra Danmarks Naturfredningsforening Brøndby