Sommer for børn i Solrød Bibliotek og Kulturhus

Solrød: Kulturhuset i Solrød står klar med lidt af hvert, når det kommer til underholdning i sommerferien, lyder det i en pressemeddelelse.

Hver torsdag i skolesommerferien klokken 10.00 til 11.30, kan man for eksempel lege med ved kreabordet, hvor der hver gang er forskellige aktiviteter i gang - lægge perleplader, male, samle dimser og finde på. Der står en sød bibliotekar klar til at hjælpe, og så er det ellers bare at slippe fantasien løs. Det kræver ikke tilmelding, og er gratis.

Der er også mulighed for sjove læseudfordringer og deltagelse i “Sommerbogen”. Det er nemt at deltage: Læs en masse gode bøger og vær med i konkurrencen om mange fede præmier. Børnene kommer til at udfordre sig selv undervejs, og der er fokus på selve læseoplevelsen. Læseudfordringerne spænder fra "Læs i mørket med en lommelygte" til "Læs med fødderne i vand". Hent udfordringsarket i Solrød Bibliotek og Kulturhus eller print det hjemmefra. Alle deltagende børn er med i lodtrækningen om de 3 hovedpræmier, hvor de får lov til at tømme en boghandel på 5 minutter.

Skattejagt

Foran Biblioteket og Kulturhuset er der bogstavsskattejagt. Få et svarark i Kulturhuset og gå på jagt efter posterne. Måske vinder du ovenikøbet en præmie. Skattejagten er til børn i alderen 2-6 år.

Familierne kan også låne en aktivitetspose med i sommerhuset: “Vi har seks forskellige poser pakket med alt lige fra bøger, brætspil, quiz, gåder til opskrifter og aktiviteter. Alt er pakket, klart, og lige at gå til, når familien næste gang skal finde noget at samles om. Hver pose har et tema fx. havet, naturen, opfindelser, sjove bøger eller f.eks. mad. Posen indeholder nok til 2 ugers god gedigen familiehygge. Indholdet er sammensat sådan, at det kan tages i små, lette doser. Poserne er bedst egnet til børn (og voksne) på over 10 år”, som det lyder i pressemeddelelsen.

Endelig er der også mulighed for at låne kroket, bordtennisbat eller kongespil til spil og hygge i Bibliotekshaven.