Foreningslivet og frivillige blev hædret med fest og priser

Frivillige kræfter har en kæmpe betydning for, at samfundets hjul kører ubesværet rundt, og det skal vi huske at anerkende og fejre engang imellem, mener Brøndby Kommune. Derfor nominerer og hædrer kommunen hvert år forskellige foreninger og frivillige under en stor, festlig begivenhed med rød løber, levende musik, taler, prisuddelinger, treretters mad og vin og fest.

Begivenheden hedder ’Foreningsfesten Aktiv’ og hædrede for nylig forrige års gode indsatser. Der blev uddelt priser til i alt otte forskellige foreninger og personer, som er opdelt i seks kategorier: Årets Ungdomsleder, Årets Idrætsleder, Årets Initiativ, Kulturprisen, Frivilligprisen og Årets Idrætspræstationer.

Og priserne blev delt ud af ingen ringere end Brøndbys borgmester, Kent Max Magelund:

- Det gør mig enormt stolt at se, at der stadig er så mange aktive foreninger og frivillige på trods Corona-pandemiens mange påvirkninger. For kommunalbestyrelsen og mig er denne aften vigtigere end nogensinde før. For vi ønsker at takke jer for jeres omstillingsparathed, jeres samfundssind og jeres frivillige indsats både før, efter og ikke mindst under corona-pandemien. Så tusind tak, sagde han i sin åbningstale på scenen og pointerer, at Brøndby Kommune har budgetteret med 400.000 kr. hvert år de kommende fire år til et kommunalt fritidspas, så Brøndby Kommune kan yde kontingentstøtte til børn og unge, som ikke er del af foreningslivet.

Lidt over 400 mennesker deltog i foreningsfesten, og alle blev ført gnidningsfrit gennem aftenens seks timers lange program af to værter, Jeanette Grøn Nielsen og Frederik Bloch, som kaldte vinderne op på scenen til et billede, et par ord fra borgmesteren og overrækkelsen af en pris.

Årets Idrætsleder

Den første pris, Årets Idrætsleder, gik til Maria Nube fra Rullefabrikken. Rullefabrikken er en rulleskøjteklub i Brøndby, som både har hold for voksne, børn og familier på alle niveauer. Klubben har eksisteret i næsten fire år og runder snart 100 medlemmer.

- Da medlemmer i jeres forening skulle sætte ord på, hvorfor det var dig, der skulle være dette års idrætsleder, kom begrundelsen: ”Det er virkelig svært at finde ud af, hvor man skal begynde at rose Maria for hendes arbejde. Hun er bare… overalt!”. Og det er ment i den mest positive forstand, sagde værten Jeanette Grøn Nielsen på scenen.

På trods af klubbens forholdsvis korte levetid, har Rullefabrikken alligevel formået at vinde u14 DM i pigehockey og har nu to speedskatere i Talenttrup Danmark.

- Det er alt sammen takket være Marias mange initiativer for sporten, lød det på scenen, inden Maria Nube fik overrakt en check på 7.500 kroner, som efterfølgende fortæller til Folkebladet, at hun påtænker at bruge pengene på rulle-oplevelser med sin søn på 15 år, som lige er kommet på bruttotuppen svarende til landsholdet i inlinespeedskating.

Maria Nube arbejder intensivt på at engagere en masse folk, så klubben hele tiden udvikler sig med nye træningstilbud og arrangementer såsom sommerløb og sommercamp. Målet for klubben er at få opført en 200 meter lang speedskating bane i Brøndby, så flere talenter kan udvikle sig inden for sporten.

- Jeg nyder at tilbringe en masse timer i super godt selskab med andre, der også elsker at rulle, og det er dejligt at kunne vise endnu flere, at vi har et godt idrætstilbud i Brøndby, siger hun.

Årets Ungdomsleder

Den anden pris, Årets Ungdomsleder, gik til Torsten Johnsen, gruppeleder i Ulf Jarl Spejderne. Han har været en del af Ulf Jarl Spejderne siden 2011, og der var mange rosende ord til gruppelederen:

- Du har simpelthen en uigennemtrængelig ro, som kommer dine omgivelser til gode. Du har også et utrolig godt overblik, som gør, at du virkelig har sans for ledelse i spejdergruppen. Du er investeret i de ting, du laver i foreningen, og du er fyldt af gode idéer til nye spejderaktiviteter, sagde værten Jeanette Grøn Nielsen fra scnenen.

Også under coronanedlukningen sørgede Torsten Johnsen for at være på pletten. Han og de andre ledere sørgede nemlig for ’hjemme-spejd’ aktiviteter, hvor de var ude med materialer og en kærkommen hilsen til alle deres spejdere, da de ikke måtte møde fysisk op til spejder.

- Jeg er stolt og beæret over at blive indstillet og have modtaget prisen. Til daglig arbejder jeg jo "bare" med at lave nogle gode aktiviteter sammen med andre ledere i gruppen, siger han til Folkebladet og tilføjer, at han om fem år gerne ser, at Ulf Jarl Spejderne er flyttet ind i nye hytter i Brøndbyskoven. De er nemlig blevet mange spejdere og har fået flere nye ledere.

Årets Initiativ

Den tredje pris, Årets Initiativ, gik til MiniTon i Brøndby Badminton Klub. Begrundelsen for, at det netop var MiniTon, der løb med prisen, var, at klubben har haft stor succes med at engagere en vigtig og prioriteret målgruppe i foreningslivet – nemlig børnene.

I august 2021 bød Brøndby Badminton Klub for første gang velkommen til klubbens nye MiniTon-hold for 4-8-årige børn og deres forældre. En af grundstene i MiniTon er, at børnene kan starte til en holdaktivitet allerede som 4-årige i følgeskab med deres forældre.

- Det giver dem en ballast for at være aktive, og med en legende tilgang stifter de bekendtskab med foreningslivet og det fællesskab, der kan opstå, når man er en del af et foreningsliv. Det bør også nævnes, at klubben, med MiniTon-holdet, også får fat i forældrene, som jo også deltager aktivt på holdet. Hallen har flere gange været fyldt til bristepunktet med børn, forældre, balloner, fjerbolde og fluesmækkere, sagde værten til Michael Stephensen, træner i MiniTon i Brøndby Badminton Klub, som modtog prisen på vegne af hele klubben samt en check på 7.500 kroner.

Pengene skal bruges på at erhverve nyt, godt udstyr, sagde Michael Stephensen efterfølgende til Folkebladet. Han håber, at klubben, inden for de næste fem år har et sted mellem 2-4 hold med børn og forældre i hallen.

- Det er meget overvældende at modtage denne pris, og jeg er meget stolt. Jeg håber, det vil gøre det nemmere at få flere folk ind i hallen til MiniTon efter sommerferien. Vi kommer også til at få endnu mere brug for frivillige og trænere, hvis det forsætter med den store tilgang, siger han.

Kulturprisen

Den fjerde pris, Kulturprisen, gik til Håbets Lys. Håbets Lys har til formål at nedbryde kulturelle fordomme og sociale barrierer ved at tilbyde og facilitere aktiviteter og oplevelser for foreningens medlemmer. Det arbejde skulle gerne knytte bånd på tværs af etnicitet, kultur og socialt ståsted.

Brøndby Kommune lagde i udvælgelsen af Håbets Lys vægt på, at foreningen fungerer som et lokalt, demokratisk og uformelt samlingssted med et fokus på kultur og information for Brøndbys borgere. Kommunen synes især, at formålet om at nedbryde kulturelle fordomme og sociale barrierer kom til udtryk ved deres arrangementer til Kulturnatten i 2017, 2018 og 2019.

- I er med til at tage et ansvar for udviklingen i det nære lokalsamfund her i Brøndby Kommune. Det er et meget prisværdigt arbejde, I udfører, fordi det udvider især de unges rolle til at tage et større medansvar. I har over flere år formået at bruge kultur og kulturlivet i Brøndby til at få mennesker med forskellige baggrunde, religioner og livsforhold til at mødes på kryds og tværs, lød ordene fra scenen.

Det var formanden for Håbets Lys, Ahmad Saad, der tog imod prisen og checken på 7.500 kroner. Ahmad Saad vil især arbejde på at udvikle foreningen til at blive en fuldtidsinstitution, hvor den konstant kan fremme kultur og integration. Ét af de ultimative mål er at fjerne børnene fra computerne og få dem til at socialisere mere.

-Vi blev enormt overraskede, da vi blev udråbt som vinderen af kulturprisen. Det giver os energi og motivation til at blive ved med at gøre det, vi gør, og det, vi har planer om at gøre i fremtiden. Håbets Lys har i øjeblikket store økonomiske udfordringer, så de 7.500 kroner vil blive sat ind på Håbets Lys' bankkonto. Pengene vil blive brugt til foreningens økonomiske udgifter, siger Ahmad Saad.

Frivilligprisen

Den femte pris, Frivilligprisen, gik til Ruth Swedenborg. Kommunen lagde vægt på, at Ruth Swedenborg med sin frivillige indsats har været i gang i mange år. I 1980’erne var hun i en lang årrække sekretær i Brøndby Gymnastikforening og bidrog til, at børn og unge fik gode oplevelser gennem gymnastikken både i ind- og udland.

Senere kastede hun sin kærlighed på Vinterbadelauget Bifrost og en Powerwalkklub, som stadig i dag er aktive. Også naturen i Brøndby kæmper hun for. Hun har blandt andet oprettet Facebooksiden ’Strandens Venner’, reddet naturperlen ’Granaten’ ved Avedøre Holme og er med i organisationen ’Plastik Change’, der er optaget af at holde stranden ren.

- Du vinder årets frivilligpris, fordi du i sandhed er en aktiv sjæl, der lægger en masse kræfter i aktiviteter til gavn for andre mennesker og endda også for naturen. Mange ville tabe pusten ved tanken om dit energiniveau, og det er da heller ikke småting, du gennem tiden har engageret dig i. Ruth, du fortjener virkelig årets frivilligpris, lød ordene fra scenen, som blev sendt af scenen med store klapsalver og en check på 7.500 kroner.

Ruth Swedenborg er 76 år og fortæller til Folkebladet, at hun har nydt at være ’arbejdshest’ og være i foreninger. Hun har desuden en særlig opfordring til alle, især unge mennesker, i Brøndby:

- Jeg vil anbefale alle at arbejde frivilligt, for det er det, der holder Danmark i gang. Samfundet har brug for ildsjæle, så jeg håber, der er nogle, der træder i de gamles spor, siger hun og peger på sine stiletter:

- Apropos fodspor har jeg fundet ud af, at jeg ikke kan gå i høje hæle mere, siger hun grinende og fortsætter:

- Jeg har fået dårlige knæ og er totalt slidt op efter at have været ’jorden rundt’ flere gange. Så nu må den nye generation tager over.

Årets Idrætspræstationer

Den sjette og sidste kategori, Årets Idrætspræstationer, gik til hele tre sportshold:

Anfører for Brøndby Volleyball Klub, Mette Breuning, samt Charléne Manuela Johnsen Chelsea Ingabritt modtog den første hædring på vegne af hele holdet fra Brøndby Volleyball Klub.

- Det er rigtig fedt at vide, at kommunen følger med i, hvad vi laver, og at de støtter op om sporten, ikke mindst volleyball, men også andre sportsgrene såvel som vores resultater, og det vi har formået at præstere. Det giver os et lille skulderklap med på vejen, og det gør, at vi helt sikkert føler os værdsat, siger Mette Breuning.

Brøndby Volleyball Klub arbejder fortsat videre på at forbedre det tekniske niveau og forbedre sig som hold, så de ’forhåbentligt kan vinde medaljer igen’.

Førsteholdet fra Svanholms cricketklub blev også hædret på scenen for at have vundet det danske T20 mesterskab, og dagen efter Foreningsfesten Aktiv skulle førsteholdet endda direkte videre til en Danmarksmesterskabskamp, som de også vandt, og som de har vundet tre år i streg.

Danmarksmesterskabet udløste også en gratis billet til en turnering i Spanien til næste sommer, som bliver livestreamet i hele verden. Målet for holdet er nu at vinde et T50 mesterskab, som varer 5-6 timer. Til sammenligning varer et T20 mesterskab 2-3 timer.

- Det er stort for os i klubben, at vi bliver hædret på denne måde. Cricket er jo ikke så stor en sport i Danmark, så det er dejligt, at vi alligevel får anerkendelse for vores præstationer, siger Musa Mahmood, én af spillerne på førsteholdet.

Sofia Bisgaard fra Brøndby Volleyball Klub og Clara Windeleff fra Copenhagen Volleyball blev også hædret som danske mestre i beachvolley. Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra dem.

Tilfreds arrangør og borgmester

Bag det store arrangement står Lærke Lundedal Jensen, idræts- og fritidskonsulent i Brøndby Kommune og altså også arrangør af Foreningsfesten Aktiv 2022.

Med et tilbageblik på aftenen fremhæver hun især de unge menneskers gode indslag fra henholdsvis Brøndby Strand Gymnastikforening, der lavede et underholdningsshow i pauserne, musikskolebandet ”Brun Sovs” samt den musikalske playmaker, Nicolaj Holmboe, som fik alle 400 gæster op ad stolene med sjov fællessang.

- Jeg synes, at det var en rigtig vellykket og festlig aften. Det var dejligt at hylde de frivillige og årets idrætspræstationer på scenen, og der var super gode indslag undervejs. Alt i alt en skøn aften, hvor det hele spillede, siger hun.

Tilbage i festsalen har borgmesteren også et par rosende ord til at afslutte aftenen.

- Jeg håber, at I har nydt aftenen og programmet lige så meget som jeg og resten af Kommunalbestyrelsen. Jeg vil også gerne lykønske alle prisvindere og nominerede endnu engang og takke jer alle for jeres indsats. Uanset om I er frivillige, ansatte eller idrætsudøvere, sagde Kent Max Magelund.