Blev overrasket og pludselig stod hun med en levende høne

Høje-Taastrup: - Der var egentlig en lidt underlig stemning. Jeg skulle på scenen i forbindelse med mit engagement i Ren by, hvor vi har samlet skrald i kommunen, og pludselig kom Merete Scheelsbeck (K) og tog mikrofonen ud af ham, der var i gang med at tale, og annoncerede, at der skulle findes en vinder for årets hønemor nu, siger Christina Vedelspare.

Imens prisen blev annonceret spekulerede hun på, hvordan ildsjælene bag dette års børnefestival Callisto, får arrangeret, at dem der vinder prisen for årets hønemor er til stede. Men de tanker blev afbrudt.

- Pludselig blev nogle af mine initiativer nævnt, og så sagde de, jeg havde vundet. Jeg tænkte: ‘Det er løgn’. Kan egentlig ikke huske, hvad de sagde derefter, for pludselig stod jeg med en høne i mine arme, siger Christina Vedelspare.

Hun synes, det er en stor anerkendelse for hendes frivillige arbejde for blandt andet Ren by samt det parkeringskaos, der har været for hendes egne børns skole, hvor hun har været med til at opfordre til, at man tager cyklen i skole.

- Jeg håber især, at politikerne og skolebestyrelserne gider at gøre noget ved det kaos med biler, som man har oplevet om morgenen, siger hun.

Ordene bliver sagt med en altid stor indlevelse og iver efter at gøre en forskel.

Derfor blev hun årets hønemor

Der er opbygget en lang række små traditioner i forbindelse med børnefestivalen.

En af dem er at kåre årets hønemor, som gives i kærlighed til mødre, som hver dag holder sammen på travle børnefamilier, og hvor alle mødre i kommunen kan indstilles. Begrundelserne for, at Christina Vedelspare blev årets høne mor kom med følgende ord:

‘Det siges om hende, at hun har stort engagement. Alle som kender årets hønemor sætter de samme ord på hende; omsorgsfuld, betænksom og initiativrig. Hun hjælper mange naboer og foreninger, samtidig med at hun er en god og kærlig mor. Uanset hvor travlt hun har, er hun altid klar til at hjælpe. For hendes børn kommer der også mange legeaftaler.

Så man kan sige, at hun både er mor for sine egne tre børn og for mange andres børn.

Hun går gerne frivilligt rundt og samler skrald med Ren By, og hun lokker også sine børn med til det. Da Taastrup Realskole oplevede parkeringskaos om morgenen fik hun engageret andre forældre til at stå om morgenen og opfordre børn til at cykle i stedet.

Hvad skete der med hønen?

Det er en tradition, at årets hønemor får en ægte levende høne og et gavekort til CD-klip.

- Jeg fik tilbudt at få hønen med hjem, men jeg valgte altså, at den skulle tilbage til hønsegården, hvor den kom fra. Mine døtre var meget utilfredse. De ville gerne have den med hjem. Bare et par dage. Mine ene datter tilbød endda, at den kunne bo på hendes værelse. Men den havde lagt et æg, så det fik jeg med hjem og spiste her til morgen, siger Christina Vedelspare.