Meget tilfreds: Kører videre på foråret

Sejr på 3-0 på en halvleg og tilbage på træningsbanen. Det blev udgangen på sommerens første træningskamp for FC Nordsjælland, der havde besøg af HB Køge.

- Specielt første halvleg var jeg tilfreds med. Vi lod nogle spille lidt længere, og spillere som Abu Francis og Leo Walta fik fuld tid og var totalt stegte til sidst. Men jeg så en stor modenhed i spillet og et hold, der ikke knækkede over, som man ellers kan se i preseasons-kampe. Det var meget solidt, siger Flemming Pedersen.

- Så det var tydeligt at se, at vi kører videre på den solide base, der blev skabt i nedrykningsspillet, hvor vi ikke tabte i ni kampe i træk. Det er svært at skabe chancer på os. Der kom lidt til sidst, hvor de har et par muligheder. Omvendt skal vi specielt i første halvleg lave et par mål mere.

Han har endnu til gode at se spillere som Oliver Villadsen, Oliver Antman, Benjamin Nygren, Daniel Svensson og Andreas Schjelderup til træning, da de har fået lidt ekstra ferie på grund af landskampe, mens Lasse Coulibaly og Erik Marxen sad over med småskader.

Det gav plads og spilletid til mere “ubrugte” navne fra sidste sæson som Abu Francis, Leo Walta og Lucas Lykkegaard. Og hvis spillere som dem griber chancen, har de en åben dør til holdet lige nu.

- Denne her periode er ekstremt vigtig for de spillere, der ikke normalt er i startopstillingen, fordi de får en til to ugers mere træning i opstarten, end de spillere der har været med landshold. Så de har en mulighed for at få en masse spilletid og med kvalitet vise, at de er berettigede til at spille, siger Flemming Pedersen og fortsætter om sin trup:

- Konkurrencesituationen vil være større. Det kan vi allerede gætte os til nu. Vi stiller med 17 mand og tre keepere, og så er der syv-otte mand, der normalt spiller, som vender tilbage i den kommende uge. Så vi kan se, at der altså er meget god kvalitet.