Trampolinspringer stiler højt

Når man for nylig har været oppe som nummer otte på verdensranglisten og har vundet bronze i World Cup’en, burde et dansk mesterskab jo ikke være nogen sag.

Benjamin Kjær fra Næstved vandt da også den individuelle DM-titel for syvende gang ved søndagens konkurrence i Aalborg, men han fik god modstand af sin klubkammerat og synkron-makker Teis Petersen fra Haslev TT.

- Han gav den gas og sprang op til sit allerbedste. Så det var tættere, end det nogensinde har været mellem os, siger Benjamin Kjær.

Teis Petersen satte personlige rekord med 55,8 point, mens Benjamin Kjær scorede 56,36 point.

- Det er hårde odds ved DM, for jeg kan enten vinde eller skuffe, siger Benjamin Kjær, der ikke var helt tilfreds med sin præstation i finalen.

- Jeg var nervøs og sprang ikke igennem. Jeg var også lidt ukoncentreret, og det var langt fra så godt som i den indledende runde, siger han.

Benjamin Kjær har en personlig rekord på 60,4 point, men den vidste han godt var uden for rækkevidde ved DM.

- Jeg fik en forstrækning i foden i onsdags og var i tvivl, om jeg kunne hoppe. Så jeg blev nødt til at lave en lidt lettere øvelse end normalt, som jeg kunne gennemføre uden at springe med fuld højde, siger Benjamin Kjær.

OL-kvalifikation i 2023

Dagen derpå har foden det heldigvis bedre, og det lover godt for næste opgave, der venter allerede i den kommende weekend.

Onsdag rejser Benjamin Kjær til Schweiz for at springe World Cup og samle kærkommen erfaring til de vigtige stævner i 2023.

- Den første World Cup næste år tæller til OL-kvalifikationen. Der er fem stævner, der tæller, og det er de otte bedste fra VM, og de otte bedste derudover på verdensranglisten, der kommer med, siger Benjamin Kjær, der ikke rigtig tør sætte procenter på sine chancer for en billet til Paris 2024.

- Men efter min tredjeplads i World Cup’en i Italien i maj, tror jeg mere på det, end jeg gjorde tidligere, siger han.

DM bød dog på et lille minus til selvtillidskontoen.

I synkron-konkurrencen kiksede Teis Petersen sit andet spring, og dermed var han og Benjamin Kjær ude af medaljekapløbet.

Tobias Bialas og Joah Cheung skaffede dog Haslev TT sølv i disciplinen, mens Peter Sørensen fra Greve Gymnastik og Trampolin og Valdemar Risak Johansen fra IK Skovbakken nappede guldet.