Skovtursbilletter revet væk

Du skal være vaks ved havelågen, hvis du vil sikre dig en billet til Rødovre Kommunes årlige skovtur for kommunens pensionister og efterlønnere.

Stort set samtlige billetter blev nemlig revet væk, da billetsalget startede i Kulturhuset Viften mandag den 20. juni.

Her snoede ’pensionistslangen’ sig henover rådhuspladsen, og på få timer var der solgt intet mindre end 1100 billetter.

Der er i skrivende stund 25 ledige billetter tilbage til skovturen den 31. august.

Årets skovtur går til august til idylliske Fredensborg Slot i det Nordsjællandske, og senere til Restaurant Bellahøjgaard, hvor der både er frokost, musik og dans.

”Hendes Majestæt Dronningen har 50 års regeringsjubilæum i år, og det vil vi gerne være med til at markere. Så det faldt helt naturligt at lade turen gå til Fredensborg Slot. Valget blev også gjort let af, at slottet er et dejligt sted med en flot have, som pensionisterne kan nyde. Og så har Fredensborg by endda 300 års jubilæum, så der er meget, vi kan fejre, når vi kommer forbi,” fortæller Dorthe Bech-Rudolph, der er skovtursansvarlig i Rødovre Kommune.

De resterende billetter kan købes via borgerservice. Skovturene er kun for Rødovre Kommunes pensionister og efterlønnere.