40 sangere giver forårs-koncert

Den står på forårstoner i Jyderup, når 40 sangere går på scenen og giver koncert.

Efter to års pause på grund af coronarestriktioner genoptager Jyderup Sangkor nu sin gamle tradition med at afslutte sæsonen med en forårskoncert. Den finder sted i Skarridsøsalen i Jyderup onsdag den 18. maj klokken 19.30.

Det store kor, der i øvrigt kan fejre 100 års jubilæum i 2025, har et varieret program klar til koncerten.

Alsidigt repertoire

Korets 40 medlemmer præsenterer en blanding af nyt og gammelt lige fra gospel over swing og filmmelodier til nye danske toner. Publikum vil komme til at høre tekster og melodier af blandt andre Johannes Møllehave, Stine Pilgaard, Sejr Volmer Sørensen, Sebastian, Anne Linnet, Katrine Muff Enevoldsen, Bent Fabricius-Bjerre og Lis Sørensen.

Hertil kommer to numre fra den julekalender med værker af Frans Bak, som Jyderup Sangkor sammen med en række kor fra Odsherred indspillede sidste år.

Koret dirigeres af Ulla Hempel - korets dirigent de seneste 25 år - og akkompagneres af Vibeke Bjergaard, piano, Lars Johnsen, kontrabas, Maud Kofod, saxofon, og Bent Saabye Jensen, fløjte.