Slagelse led hård skæbne

Slagelse B&I’s 3. divisionsmandskab havde sikker kurs mod tre vitale point, da de Kristi himmelfartsdag var i spidsen 1-0 på udebane mod Herlev IF.

Et uheldigt selvmål af Kristian Krogh med godt et kvarter tilbage af opgøret endte dog med at blive katastrofalt for slagelseanerne, der efterfølgende ikke fik udbytte af deres offensive satsning i slutfasen og derfor måtte tage til takke med 1-1 og ét enkelt point med hjem.

Det uafgjorte resultat var tæt på ubrugeligt for vestsjællænderne, der med torsdagens øvrige resultater nu bliver nødt til at håbe på et mirakel fra de højere magter, hvis de med kun tre spillerunder tilbage af sæsonen og nu syv point op til Young Boys FD på den rigtige side af nedrykningsstregen skal undgå en tur ned i Danmarksserien.

- Der er ingen tvivl om, at det ser sort ud. Vi skal i første omgang selv vinde alle de tre sidste kampe, og så skal vi samtidig bede til guderne om, at de andre resultater flasker sig, lød det efter kampen fra en svært skuffet assistenttræner Sebastian Bruun, som ligesom flertallet af Slagelse-truppen og trænerteamet sad tilbage på banen i stilhed og med tomme blikke i flere minutter efter slutfløjt, før de med tunge skridt bevægede sig ind mod omklædningsrummet.

Mentalt overtag

Bundopgøret var en kamp mellem rækkens dårligste hjemmehold i form af Herlev, der i sæsonen hidtil kun havde tilkæmpet sig sølle fem point på eget (kunst)græs, og rækkens dårligste udehold i Slagelse-mandskabet, som på fremmed græs før torsdagens kamp blot havde hentet syv point i første 13 udekampe.

Vestsjællænderne kunne dog før torsdagens bundopgør finde masser af selvtillid i, at tre af slagelseanernes syv udebanepoint dog netop var blevet hentet på kunstgræsset i Herlev, imens holdets to hjemmekampe mod Herlev tidligere i sæsonen også var endt med sejr til de rødblusede.

Måske derfor så var det fra kampens begyndelse heller ikke til at se, at presset lå på de vestsjællandske gæster, der akut havde brug for alle tre point, imens de allerede nedrykkede værter omvendt kunne spille frit.

Slagelse kom således bedst fra land, hvor både Abdul Quedraogo og Bertil Rygaard var nærgående i kampens første fem minutter.

Trods et indledningsvis solidt Slagelse-overtag, så manglede skarpheden dog i slutproduktet.

Efterfølgende udviklede kampens sig stille og roligt i en mere jævnbyrdig retning alt imens et heftigt regnskyl lagde vejen forbi Herlev Stadion.

Da de mørke skyer havde passeret i kampens 27. minut skulle Zouher Abdullatifs tropper have bragt sig i front, da Martin Ahlgren opsnappede bolden efter en Herlev-fejl på midten.

I den efterfølgende omstilling fik den fysisk stærke angriber veltimet fundet Nikolaj Bonde, der kom susende i et overlap fra sin kantposition.

Nykøbing-lejesvendens afslutning på den store chance manglede dog præcision og fart.

Det gjorde Martin Alhgrens skud til gengæld ikke, da han syv minutter før pausen kom først på en nedfaldsbold omkring straffesparkspletten og resolut klaskede den forløsende 1-0-scoring helt op i målhjørnet - til stor jubel for de cirka 40 medrejsende og medlevende Slagelse-fans.

Midtbaneslider Jakob Jensen var med et giftigt forsøg fra distancen tæt på at fordoble føringen inden pausen - det forblev dog 1-0 til vestsjællænderne før de sidste 45 minutter.

Fra anden halvlegs start blev det tydeligt, at Slagelse-spillerne med 1-0-føringen i baghovedet trak sig en smule længere tilbage for at forsvare de tre point.

Og værterne havde da også svært ved at skabe chancer mod de hårdt kæmpende vestsjællændere, men efter en chancefattig og rodet indledning på anden halvleg blev en personlig fejl pludselig dyr for gæsterne med 17 minutter tilbage af opgøret.

Et langt indkast mod forreste stolpe, der med Slagelses overlegne fysik ikke burde have voldt problemer, blev med hovedet uheldigt snittet i eget net af Kristian Krogh – uden chance for Sebastian Olsen i målet.

Ét point var så godt som ubrugeligt for Slagelse, hvorfor fysisk stærke Bozga blev kastet fra forsvaret op som spidsangriber i jagten på et sejrsmål det sidste kvarter.

Det var dog ikke Bozga men unge indskiftede Mads Littrup, der skulle få en gylden mulighed for igen at bringe vestsjællænderne på sejrskurs, da han efter et godt dybdeløb kom alene afsted mod Herlev-målet.

Desværre gik Littrups afslutning mod bagerste stolpe snært forbi.

Trods et desperat og solidt tryk i kampens sidste minutter, så forblev det efterfølgende kun ved optræk til Slagelse-chancer, og det kunne endda være endt med et nederlag, hvis det ikke havde været for en feberredning af Sebastian Olsen i kampens overtid.

Opgøret sluttede derfor 1-1 til massiv skuffelse for de rødblusede, der smed sig græsset efter slutfløjt.

- Vi kommer godt ud til kampen og sætter os på det. Og vi skal egentlig ”bare” lukke opgøret i første halvleg, og det formår vi ikke – så simpelt kan man sige det. Vi rammer ikke samme niveau i anden halvleg, men har alligevel meget godt styr på det. Og alligevel går det galt med et selvmål – det blev igen stolpe ud for os. Vi må bare sige, vi mangler den sidste kynisme, kvalitet og det fornødne held. Det skulle have været tre point i dag, lød efter kampen fra en slukøret Sebastian Bruun.

Andetsteds vandt Vanløse 2-1 ude mod Karlslunde, imens Young Boys spillede 1-1 hjemme mod Roskilde KFUM.

Dermed har vestsjællænderne med tre spillerunder tilbage af sæsonen tre point op til Karlslunde og henholdsvis syv og otte point op til Young Boys FD og Vanløse på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Håbet om overlevelse må derfor siges at hænge i en særdeles tynd tråd for Slagelse, som på søndag ude møder Roskilde KFUM, der med deres kryds i Silkeborg definitivt nu følger Herlev IF ned i Danmarksserien.

3. division kvalifikationsspil

Herlev IF - Slagelse B&I: 1-1 (0-1)

0-1: Martin Ahlgren (38.)

1-1: Kristian Krogh/selvmål (73.)

Foto: Thomas Olsen
Foto: Thomas Olsen