Solen skinnede atter på Store Legedag

Efter aflysninger i 2020 og 2021 var græsset på Strandesplanaden i Brøndby Strand den anden søndag i maj atter forvandlet til ét stort udendørs legeland for børn og voksne i alle aldre.

Som i de foregående år indledte borgmesteren legedagen med en lille tale, inden børn og barnlige sjæle kunne slå sig løs med alle slags aktiviteter lige fra ponyridning, tennis og selvforsvar til hoppeborge og trampoliner.

Det er 27. år i træk, at Store Legedag finder sted, og det populære arrangementet bygger på et bredt samarbejde mellem forskellige frivillige foreninger og Brøndby Ungdomsskole med økonomisk støtte fra Brøndby Kommune.

- Store Legedag er foreningernes dag. Det begyndte i 1993 som et landsdækkende DGI-initiativ. Året efter blev det lagt ud til kommunerne, og i Brøndby er det blevet en tradition, for der har været Store Legedag hvert år siden, hvis vi ser bort fra de to år, hvor der var corona, forklarer Ruzica Kukolj, der er tovholder på Store Legedag og ungdomsskoleleder i Brøndby Kommune.

Viser sig frem

For foreningerne er Store Legedag en oplagt mulighed for at vise sig frem for byens borgere. Det benyttede en række foreninger sig af, og de besøgende kunne derfor gå på opdagelse i alt fra judo og selvforsvar til ponyridning.

- Der er nok ikke nogen, der melder sig ind herude på Store Legedag, men det kan være, at de får lidt interesse for tennis, når vi giver dem en mulighed for at spille, lød det fra Thomas Rosenmejer, der er cheftræner og bestyrelsesmedlem i Brøndby Strand Tennisklub.

Først på dagen var det imidlertid lidt svært for den lokale tennisklub at få folk ind på den asfalterede bane, som lå gemt bag væk bag træerne. Det betød, at Thomas Rosenmejer aktivt skulle opsøge folk i Esplanadeparken, og det havde han stor succes med.

- Jeg tor, at hoppeborgene trækker lidt mere i starten, men når de er færdige med at hoppe rundt, kommer de over til os. Det er gået meget godt, og efter en halv time er vi godt tilfredse, sagde han og pegede på to fyldte tennisbaner, hvor skumboldene fløj frem og tilbage henover nettet.

Stor succes

I begyndelsen var det kun foreningerne, der havde boder og aktiviteter på Store Legedag. På et tidspunkt blev dagen dog så stor en succes, at kommunen besluttede at lade eksterne aktører komme ind på den store legeplads.

- Køerne var for lange, og vi kunne ikke mætte de mange børn, der kom og ville prøve både mad og aktiviteter. Så vi har siden udvidet med nogle købeaktiviteter, som kan tage noget af trykket fra foreningerne, forklarer Ruzica Kukolj.

Hun understreger dog, at det ikke må gå ud over de lokale foreninger.

- Så længe foreningerne ikke føler, at der er for få besøgende hos dem, fungerer det fint, og der lader til at være et fint samarbejde, siger tovholderen på Store Legedag.

Da boderne skulle stilles op, kunne Ruzica Kukolj godt mærke, at det var nogle år siden, at der sidst havde været Store Legedag.

Lidt mindre end sidst

Foreningerne i Brøndby blev hårdt ramt, da coronapandemien lukkede landet ned. Det har ifølge Ruzica Kukolj også fået indflydelse på afviklingen Store Legedag, som en smule mindre end i 2019.

- Det havde jeg godt på fornemmelsen, fordi foreningerne har været trængt under corona. Medlemmer er faldet fra, men der kan også være andre årsager til, at de ikke kan mønstre det samme antal folk som tidligere til at, sagde Ruzica Kukolj på årets første Store Legedag i tre år.

Glæden og gensynsglæden blandt børnene og de voksne er dog den samme som for tre år siden, hvis ikke den er større.

- Det virker som om, at alle bare har glædet sig til det her, og der er supergod stemning ude på pladsen, sagde Ruzica Kukolj, som har haft ansvaret for Store Legedag i Brøndby i mere end 20 år.

Ungdomsskolelederen håber, at Store Legedag næste år kommer op på samme niveau som i 2019.