Forlænger og udlejer stort talent

William Lykke (th.) skal igen på lejeophold.

William Lykke (th.) skal igen på lejeophold.

Foto: Rudi Dalsgaard

Han fik egentlig chancen fra start i denne sæson, men planen gik ikke som den skulle.

Så nu har FC Nordsjælland i stedet udlejet 21-årige William Lykke, så den talentfulde målmand kan få noget mere seniorerfaring, inden han vender tilbage til Farum-klubben, der samtidig har forlænget Lykkes kontrakt til 2029.

William Lykkes aftale med Halmstad gælder for hele 2026.

Klubben vurderer, at lejeaftalen kan give målmanden kampe på et niveau, der kan styrke hans udvikling, før han vender tilbage til Farum og konkurrencen i FC Nordsjælland.

- William er jo en ung målmand med et meget stort potentiale, men han har også brug for fast spilletid på så højt niveau som muligt, og da vi har vurderet, at det kan blive svært hos os i den nærmeste fremtid, ser vi udlejningen til Halmstad som en perfekt løsning, siger Fodbolddirektør Alexander Riget til klubbens hjemmeside.

Her siger William Lykke selv:

- Sammen med Nordsjælland vurderede jeg, at et lejeophold var det bedste for min videre udvikling, og nu glæder jeg mig til at komme ud og få mere erfaring og bygge videre på mit spil, siger William Lykke.

I Halmstad bliver han igen holdkammerat med Rocco Ascone, der i vinterpausen skiftede et lejeophold til en permanent kontrakt i netop den svenske klub.

William Lykke, der oprindeligt er fra Allerød, fik sin Superliga-debut mod AGF 30. marts 2025. I alt har han spillet syv Superligakampe. 

Han var i forrige sæson udlejet til Hillerød Fodbold i 1. division.

I FC Nordsjælland er Andreas Hansen førstevalget, mens Jakob Busk er reserven, som det ser ud lige nu.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...