Frederik Germann har længe hørt rygterne om, at større grupper af unge samles foran McDonald's i Frederiksværk om aftenen og skaber utryghed. Torsdag aften fik det konservative byrådsmedlem så selv syn for sagen.
- Frederik Germann oplever utryghed ved McDonalds i Frederiksværk på grund af store grupper af unge.
- Franchisetager Stephan Juul bekræfter udfordringer med unge, der hænger ud ved restauranten uden at købe noget.
- Germann ønsker politiets og SSPs involvering for at skabe tryghed i området.
- SSPs tilstedeværelse og dialog med de unge foreslås som en løsning.
- Germann opfordrer de unge til at benytte lokale ungdomsfaciliteter i stedet for McDonalds.
Her kørte han gennem fastfoodrestaurantens drive-in for at bestille mad.
- Der bliver jeg mødt af en stor gruppe unge, der står i vejen og puster sig lidt op. De laver ikke decideret ballade, men de fylder rigtig meget med den måde, de agerer på, og de skaber en utryg atmosfære i området deroppe, siger Frederik Germann, der i situationen ikke ønskede at gå ind i en konfrontation med de unge.
Samme beskrivelse har han hørt fra flere andre, og han synes, at situationen er uholdbar.
- Jeg synes, at det er et problem, hvis en af byens største ungdomsarbejdspladser, taber omsætning på grund af utryghed, og derfor vil jeg gerne råbe vagt i gevær i forhold til det her. Det har været et problem længe, men ingen tør sige det højt. Det er lidt en hvepserede at stikke hånden ind i, men jeg synes, at det er basalt, at alle kan færdes i området på en sikker og tryg måde.

En svær balancegang
I september sidste år overtog Stephan Juul officielt McDonald's i Frederiksværk, hvor han står i spidsen for cirka 50 medarbejdere. Efter knap et år som franchisetager bekræfter han, at restauranten har udfordringer med de store utryghedsskabende grupperinger af unge.
- Det er særligt en udfordring for os i de sene aftentimer, siger Stephan Juul og uddyber:
- Store grupperinger af unge bruger os som et sted at hænge ud, men uden at gå ind og købe noget eller sætte sig. De færdes omkring restauranten snakker, ryger og skubber til hinanden. Vi oplever ikke, at de direkte chikanerer nogle, men når der står en meget stor gruppe af unge omkring restauranten, så skaber det en utryg atmosfære, hvor jeg kan være bange for, at det holder nogle fra at besøge os.
Det er en svær balancegang for restauranten at håndtere udfordringerne.
- Det er svært for os at gøre noget ved. Én af mine 18-årige medarbejdere kan ikke gå ud og smide 15-20 mennesker væk alene. Til gengæld virker det også som en overreaktion at ringe til politiet, men vi ønsker at finde en vedvarende løsning på problemet, siger Stephan Juul.

Mere politi og SSP
Frederik Germann har to bud på, hvordan det kan lade sig gøre.
Nordsjællands Politi bør ifølge byrådspolitikeren komme forbi området med jævne mellemrum. Desuden ønsker han en større indsats fra SSP i Halsnæs Kommune.
- Jeg mener, at SSP skal være mere udkørende, og at der generelt bør være flere teams ude på gader og stræder til hverdag - ikke kun ved store begivenheder. Det er SSP, som skal i dialog med de unge om, hvad de laver, og hvad de har brug for, og derfor vil vi blandt gå til valg på flere midler til SSP i kommunen, siger Frederik Germann og fortsætter:
- Men når vi snakker om, at unge helt ned til 9-10-årsalderen står deroppe og 'vaper' (inhalerer damp fra en elektronisk cigaret, red.), så skal forældre selvfølgelig på banen.
Byrådspolitikeren mener, at de unge i Frederiksværk har masser af faciliteter og aktiviteter, som de kan tage sig til i stedet for at hænge ud ved McDonald's.
- De står ude foran og bruger det som opholdssted. Men restauranten er ikke en fritidsklub. Vi har en stor og velfungerende ungdomsklub, hvor de burde komme ned i stedet. Der er masser af muligheder, som de ikke griber, siger Frederik Germann.