Forskningschef i Hjerteforeningen om at få et ildebefindende: - Hurtig reaktion redder liv

En ekspert fortæller her, hvilke symptomer du skal holde øje med, hvis du får et ildebefindende.

Hvis man får et ildebefindende, er det vigtigt at reagere hurtigt.

Hvis man får et ildebefindende, er det vigtigt at reagere hurtigt.

Foto: Foto Jens Wollesen

Søndag 10. august gik lægen og TV-personligheden Peter Lund Madsen bort, efter hvad man formoder har været et ildebefindende. Sjællandske Nyheder har talt med forskningschef for Hjerteforeningen, Gunnar Gislason. Han giver her sit bud på, hvordan du skal reagere, og hvad du skal holde øje med, hvis du får et ildebefindende. 

Læs også

Et ildebefindende er et diffust begreb, der kan dække over meget. Ifølge Gunnar Gislason er det et advarselssymptom på, at noget sker i kroppen. Man bliver dårlig og skidt tilpas, og det kan dække over en alvorlig tilstand, for eksempel i hjertet eller andre organer. 

- Typisk, hvis det kommer fra hjertet, vil det være pludselige brystsmerter, enten i hvile eller ved fysisk aktivitet, som trykker på brystet, kan stråle op i hals, kæbe eller ryg. Det kan være advarsel til for eksempel iltmangel til hjertet eller blodprop i hjertet, som kan udvikle sig. Så det er ret vigtigt, at man ringer 112 og bliver tilset af en læge akut, forklarer han.

Det skal du være opmærksom på

Andre symptomer kan være en pludselig ændring i almentilstanden, åndenød eller pludselig svimmelhed. Hvis man fejler noget andet i forvejen, er det også vigtigt at være opmærksom på dette. 

- Man skal ikke sidde og undertrykke det og vente. Man skal søge hjælp og snakke med en læge, eller hvis man bliver dårlig, så ringe til 112 og komme på sygehuset.

Læs også

- Og det er vigtigt, hvis man går, løber eller cykler en tur og får det dårligt, så skal man jo stoppe op. Man skal ikke blive ved. Man skal stoppe op og se, om det forsvinder igen. Man skal ikke gå og undertrykke det og tænke, at det går bare over, for det gør det måske ikke, fortæller Gunnar Gislason.

Risikofaktorer

Foruden symptomerne kan man spørge sig selv, om man har nogle risikofaktorer, som man skal holde øje med. 

Det kan for eksempel være højt blodtryk og kolesterol. Hvis man ryger, har sukkersyge, ikke motionerer eller er overvægtig. Derudover kan det også være en god ide at undersøge, om der for eksempel er hjertesygdomme i familien.

Vigtigt at reagere hurtigt og hjælpe hinanden

Ifølge Gunnar Gislason er det vigtigste, hvis man oplever et ildebefindende, at man reagerer hurtigt og søger hjælp - især hvis man er alene. 

- Det vi ved er, at det er vigtigt at få hurtig hjælp og få det behandlet tidligt, for tiden er vigtig. Hvis man bliver dårlig og mister bevidstheden, så må man håbe, at der er nogen i nærheden, som kan reagere og tilkalde hjælp, og starte genoplivningen, hvis det for eksempel er et hjertestop.

- Vi siger, at hurtig reaktion redder liv, så man skal aldrig tøve med at handle, hvis man er derude og ser en der har brug for hjælp, siger han. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...