Da journalist Robert Hendel trådte op på scenen for at modtage prisen som årets sportsfotograf 2024, var det med en overraskelse, der næsten tog pusten fra ham.
Robert Hendel er ellers ikke kendt som en mand af få ord.
Men da han fredag aften blev kåret til årets sportsfotograf 2024 på Danske Sportsjournalisters årlige gallaaften, blev han så overrasket, at der ikke kom mange ord ud af munden.
Så beæret var prismodtageren foran den 70 mand store forsamling på Restaurant Allégade 10 på Frederiksberg, at han lige skulle sunde sig, inden han satte ord på hæderen.
Robert Hendel er ansat i Sjællandske Nyheder på Storkøbenhavn-redaktionen i Glostrup.
Han fik prisen for tre kampsportsbilleder taget sidste år, og de andre nominerede var Lars Horn og Lars Rønbøg. Etablerede og velkendte fotografer.
- Det er svært at forestille sig det her og få den pris. Lars og Lars er jo rigtig dygtige, så det er mærkeligt at stå her. Jeg sendte billederne ind kort før deadline bare for at deltage, og egentlig havde jeg valgt nogle andre billeder, men så faldt jeg over de tre, jeg så sendte, fortæller Robert Hendel udenfor festsalen.
De tre billeder er fra kampsport – MMA og Muya Thai – og det er kvinder, der er i aktion på dem alle.
- Det er fede billeder, og især det med Mathilde Tegllund, der får bukket næsen, er lidt specielt. De er megaseje, de piger. Det er to kvinder, der slås, og det jo lidt unormalt. Men det er megafedt, og de går op i en ring og slås, mens 1300 tilskuere hujer. Det er svært at forklare, siger Robert Hendel, der er uddannet journalist, men altid har taget billeder med tiden udviklet sin egen stil og form.
- Jeg taget masser billeder til fodbold, men kampsportsbilleder kan noget andet. I situationen ved man ikke, at man har taget et godt billede - fordi det går så hurtigt. Det ser man bagefter, når man går dem igennem, og det er et pissefedt billede.
Jury-formand Marco de los Reyes sætter ord på årets sportsfotograf.
Beskriv din stil som fotograf?
- Mine billeder er meget kontrastfyldte, og så er det meget reportage. Jeg tør godt gå tæt på, og jeg kan godt lide at gå rigtig, rigtig, rigtig tæt på, og det må også gerne være lidt farligt, og det gælder også i min journalistik.
- Det må gerne gøre lidt ondt, og folk må gerne blive sure – jeg er ligeglad. Det koster knubs og lidt chikane, so be it – så længe, man bare er ordentlig. Hvis man er det og ikke udstiller folk, så må man godt gå tæt på, og igen: det må gerne gøre ondt, siger årets sportsfotograf 2024, der modtog blomster og en plakette som de fysiske beviser på hæderen.
Her de tre billeder, Robert Hendel er hædret for.


