Da Mette Frederiksen (S) for nylig så sig nødsaget til at skifte ud på sit ministerhold, bidrog en politiker med midtsjællandske rødder til, at kabalen gik op.
43-årige Jeppe Bruus (S) fra Tølløse er ny skatteminister – hans første ministerpost – og skulderklappet fra Danmarks statsminister udløser naturligt nok stor glæde hos bysbarnet.
- Jeg er meget glad, stolt og samtidig også meget ydmyg over at blive vist den tillid. Det er virkelig spændende, og også et stort ansvar, som jeg glæder mig til at udfylde, siger Jeppe Bruus, der overtager skatteministeriet efter Morten Bødskov (S).
Fanget af politik
Jeppe Bruus har siddet i Folketinget af flere omgange og blev senest valgt ind i 2019. Og alt imens den nu forhenværende politiske ordfører langt fra er blandt de parlamentarikere på Borgen med flest åbningsdebatter under sit bælte, indtraf Bruus’ politiske vækkelse alligevel ganske tidligt.
Mere præcist hjemme hos familien i landlige omgivelser uden for Tølløse. Her voksede Jeppe Bruus op med sine forældre, Hanne Bruus Christensen og Birk Christensen, og sine to søstre.
- Jeg havde en rigtig god og tryg opvækst i Skimmede mellem Tølløse og Vipperød, hvor vi boede, fra jeg var seks år gammel omgivet af marker og gårde. Jeg husker, hvordan jeg cyklede frem og tilbage til skole, spejder og fodbold, fortæller Jeppe Bruus, der er født på Holbæk Sygehus.
Stuerne stod sjældent tomme hjemme hos familien Bruus-Christensen. For ved siden af mor Hanne og far Birks arbejde som henholdsvis sundhedsplejerske og skolelærer, var parret også plejeforældre. Og mødet med børn fra vanskelige kår gjorde et uudsletteligt indtryk på sønnen Jeppe.
- Det betød, at jeg kom til at møde børn, der ikke er født på solsiden, siger Jeppe Bruus og fortsætter:
- De kom fra en anden og også for nogles vedkommende hård opvækst, og det er en af årsagerne til, at jeg er i politik i dag: Fordi det er en hjertesag for mig, at alle børn og unge får muligheden for at udfolde deres talent uanset den baggrund, de kommer fra, siger politikeren, der i dag bor i Søborg med kæresten Mette og parrets tre børn.
Bedre fodboldspiller end musiker
Jeppe Bruus’ forsøg på at udleve sine egne drømme tog sin begyndelse på Sejergaardsskolen i Tølløse, hvor han gik til kor og med egne ord forsøgte sig på noget nær samtlige instrumenter, uden øvelokalet dog for alvor blev hans hjemmebane. Så gik det meget bedre, når han fik mulighed for at snøre støvlerne og løbe på fodboldbanen.
- Jeg gik i en rigtig god klasse og havde gode kammerater. Der blev spillet bold i hvert frikvarter, så jeg kom ofte hjem med grønne knæ, og i det hele taget fyldte sport bare meget, fortæller Jeppe Bruus.
Fodbolden rullede også uden for skolen, hvor den nyudnævnte skatteminister tørnede ud for Tølløse Boldklub. Som 13-årig fik spillet inden for kridtstregerne dog konkurrence fra cyklen, da Jeppe Bruus som 13-årig indledte sit arbejdsliv som avisbud.
- Jeg kørte både med aviser og reklamer, og jeg har helt sikkert cyklet rundt med Midtsjællands Folkeblad, forsikrer han.
Og det var ikke den eneste del af det lokale erhvervsliv, Jeppe Bruus stiftede bekendtskab med. Nogle år senere tog han således et job som produktionsmedarbejder på Aluline, der den dag i dag sender aluminiumskomponenter ud til hele verden fra fabrikken på Stengårdsvej.
Duellerede med Ole Stavad
Jagten på lommepenge og andre interesser kunne dog ikke slukke den politiske flamme i Tølløse-knægten, der samtidig mærkede et bånd til Socialdemokratiet spire frem.
I ottende klasse, hvor han netop var skiftet til Tølløse Privat- og Efterskole, følte han sig sikker på sit politiske ståsted.
Året var 1993, og den daværende socialdemokratiske skatteminister Ole Stavad var inviteret til privatskolen på Kvarmløsevej for at debattere med elevenerne. Den oplevelse blev skelsættende for Jeppe Bruus.
Stavad havde nemlig en ny plan med til skoleeleverne: I løbet af bare seks måneder ville Poul Nyrup Rasmussens regering sætte en stopper for den dengang tårnhøje ungdomsarbejdsløshed i Danmark. En plan der dog lød lige lovlig ambitiøs i unge Jeppe Bruus ører, der valgte at gå i rette med ministeren for åben mikrofon.
- Jeg rejser mig med mit lange hår for at tage ordet, og så siger jeg: Det tror jeg ikke, I kan (løse problemet med arbejdsløsheden, red.). Det ender med, at vi indgår et væddemål på skolen. Et væddemål han senere vinder, fortæller Jeppe Bruus, der små ti år senere støder ind i Ole Stavad på Socialdemokratiets sommerfest.
- Vi kom til at sidde ved siden af hinanden, og så måtte jeg jo gå op og købe øl for at få indfriet min gæld, afslører han.
Farvel til Tølløse
Efter 10.klasse valgte en skoletræt Jeppe Bruus at rykke teltpælene op og tage et år på Highschool i den amerikanske delstat Iowa. 12 måneder senere vendte han dog hjem igen til Tølløse for at tage en HF i Holbæk. Det var også i denne periode, at han for første gang meldte sig ind i DSU. Jeppe Bruus dimitterede fra Stenhus Gymnasium som 20-årig i 1998. Kort efter huen var sikret, sagde han endegyldigt farvel til barndomshjemmet nord for Tølløse og flyttede først til Holbæk by og sidenhen København for at hellige sig statskundskabs-studierne.
I dag ligger såvel Jeppe Bruus’ arbejdsplads i centrum af København og hjemmet i Gladsaxe Kommune godt og vel tre kvarters kørsel fra det midtsjællandske. Forældrene bor dog fortsat i huset i Skimmede, ligesom Jeppe Bruus fra tid til anden lægger vejen forbi Tølløse Baptistkirke, hvor alle hans tre børn er såkaldt barnevelsignet.
På spørgsmålet om, hvad han mener om Tølløse anno 2022, er den nyudklækkede minister ikke sen til at indrømme, at der er løbet en del vand i Maglesø, siden han selv cyklede byen tynd med lokalavisen på bagagebæreren.
- Jeg kan jo huske, da der lå mange butikker og en bank på Jernbanevej, siger han og fortsætter:
- Men jeg har også indtryk af, at byen er i vækst i øjeblikket, SuperBrugsen er blevet større, og byen er fortsat kendt for gode skoler og efterskoler.
Blå bog Jeppe Bruus (f. 1978)
Født på Holbæk Sygehus og vokset op i Skimmede mellem Tølløse og Vipperød.
Søn af skolelærer Birk Christensen og sundhedsplejerske Hanne Bruus Christensen.
HF-student fra Stenhus Gymnasium og HF, 1998
Cand.scient.pol., Københavns Universitet, 1999-2007.
Valgt til Folketinget første gang i 2015 (tidligere suppleant for Sofie Hæstorp Andersen og Mogens Lykketoft).
Genvalgt ved valget i 2019, politisk ordfører for Socialdemokratiet i 2021.
Skatteminister siden 4. februar 2022.
