– Jeg kan ikke lade være med at engagere mig

Hedehusene: Efter nogle år uden en pendlertalsmand i Hedehusene er Nicki Wassmann Brøchner trådt til for at tale pendlernes sag.

Han flyttede til Nærheden i sommeren 2021 fra Amager og er selv afhængig af toget til København for at arbejde. Da han samtidig ofte deltager i lokalsamfundet og dets udfordringer, var det oplagt, at han meldte sig som talsmand for pendlerne i Hedehusene.

– Jeg kan ikke lade være med at engagere mig. Og da jeg vidste, at jeg skulle pendle, ville jeg gerne se, hvad det var for noget, siger Nicki Wassmann Brøchner om, hvorfor han meldte sig.

Nu er planen at bygge en forening op, og her er der stiftende generalforsamling i Pendlerklub Hedehusene den 2. februar. Her vil DSB’s informationschef Tony Bispeskov også deltage.

Stor betydning for min hverdag

Nicki Wassmann Brøchner er 42 år, gift med Solveig, som han har sønnen William Otte på seks år med.

Da de flyttede til Nærheden var det blandt andet nærheden til København og fortællingen om, at man på cirka 20 minutter kan komme til hovedstaden fra Hedehusene Station, der trak i familien.

Derudover var det skolen og ønsket om at komme ud af byen, der vægtede højt.

Med udbygningen af Nærheden og 8000 flere indbyggere, når bydelen er færdigudbygget, så vil der utvivlsomt være en masse pendlere, og derfor er det vigtigt, at der er en pendlerklub. Og klubben får en pendlertalsmand, der selv er afhængig af togforbindelserne.

– Det ligger bare i mig at gå ind i sådan noget. Og når det er noget, der har så stor betydning for min hverdag, så var det oplagt at gå ind i det. Jo flere vi er, og jo stærkere vi står, desto bedre får vi til at trænge igennem til DSB, siger Nicki Wassmann Brøchner.

Opbakning fra DSB

En af Nicki Wassmann Brøchners opgaver er formidle informationer om køreplansændringer fra DSB videre til medlemmerne i pendlerklubben, og så skal han sørge for at varetage pendlernes interesser.

– Man kan virkelig mærke, at DSB vil det her samarbejde, for vi er jo en måde, hvorpå DSB kan komme ud med vedkommende information til deres kunder, om hvad der sker, og det giver DSB muligheden for, at de kan kontakte ildsjæle og lave en mere effektiv kommunikatione, siger Nicki Wassmann Brøchner.

Hos DSB ser man frem til, at Hedehusene igen får en pendlerrepræsentant.

- Vi er glade for at Hedehusene også bliver repræsenteret igen, for vi er klar over, at der er en udvikling i gang, siger Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.

Der er stiftende generalforsamling i Penderklub Hedehusene den 2. februar fra klokken 19-22 i Hedehuset, lokale 3. Da der er begrænsede pladser (15 stk), vil det også være muligt at deltage via Teams.

Læs mere i Facebook-gruppen “Pendlerklub Hedehusene”, hvor der er et link til eventet.

En pendlerklub er en gruppe for pendlere til og fra en given station. Her er målet at få indflydelse på strækningen, hvor stationen er. I klubben er der en pendlerrepræsentant, der jævnligt mødes med DSB, som lytter til input om blandt andet forslag til køreplansændringer.

I Pendlerklub Hedehusene kan alle pendlere eller andre med interesse kan optages som medlemmer, og der vælges både en pendertalsmand og nedsættes en arbejdsgruppe til det daglige arbejde. Alle medlemmer skal registreres og jo flere medlemmer, man har jo mere bliver der generelt lyttet.

Foto: Jens Wollesen
Foto: Kim Rasmussen