ny præst For folk i Bistrup er det ikke hverdagskost at få en ny præst. I de 40-50 år, sognet har eksisteret, har de kun kendt to, pastor Johan Schwarz-Nielsen og provst Chr. Peter Jensen.
Foruden at være stabile mænd var de begge to dynamiske og populære, så det er ikke til at komme uden om: Den nye præst får noget at leve op til, og der knytter sig store forventninger til hans person.
Alligevel fremgik det af den telefonsamtale, undertegnede forleden havde med ham, at manden glæder sig til sin fremtid i Bistrup.
Søren Storvad stammer fra Tulstrup ved Hillerød, fra hvad han selv kalder "et ganske almindeligt middelklassehjem." Han blev cand. theol. fra Københavns Universitet, men havde under studietiden tjent til dagen og vejen som fast vi-kar ved Kirkens Korshærs herberg på Nørrebro og før da som plejeassistent ved Svaneparken i Birkerød.
Birkerød er i øvrigt ikke ukendt land for Søren Storvad, som blandt sine ungdoms-kammerater tæller elever fra Birkerød Gymnasium, Det Fri Gymnasium og det daværende Projekt Hus.
Senere giftede han sig med Anne-Sofie Find Storvad, cand.mag. i dansk og italiensk, med hvem han har Otto på 9 og Lise på 7 år.
Deres to børn er vokset op i et åbent og gæstfrit præstehjem på Skælskør-kanten, så det vil efter al sandsynlighed ikke være nogen større overvindelse for den kommende præstefamilie at lægge have og i nogen grad hus til Bistrup Sommerfest eller for den sags skyld give liv og lyst og engagement til al den frivillighed og medlevenhed, som Bistrup Sogn gennem alle årene har været så kendt for.
Kan det lyde lidt voldsomt, at han i de sidste tre, fire år har betjent fire sogne, hører det med til historien, at han som sjælehyrde i de fire landssogne Høve, Flakkebjerg, Skørpinge og Fårdrup dog kun havde med 1600 sognebørn at gøre, mens han i sit kommende embede vil blive sjælehyrde for 8000 indbyggere, eller i hvert fald de 6.600 af dem, som er medlemmer af Den danske Folkekirke.
Af samme grund er det også han er glad for, at der i hans nye embede er flere om at bære, han glæder sig til samarbejdet med et aktivt menighedsråd og med Charlotte Nørballe, som igennem snart en længere årrække har været sognepræst i Bistrup.
Når provsten har foretaget præsteindsættelsen og højmessen, og altergangen i øvrigt er forbi, byder Bistrup Menighedsråd til efterfølgende reception i Gernersalen, hvor der vil være lejlighed til at hilse på Søren Storvad og hans familie.