Nu starter byggeriet på Banemarksvej

På Banemarksvej på grænsen mellem Glostrup og Brøndby bliver lokalplanen nu endelig ført ud i livet, så de gamle industribygninger bliver erstattet af i alt 667 boliger. Der er indflytning i de første næste år

På Banemarksvej på grænsen mellem Glostrup og Brøndby bliver lokalplanen nu endelig ført ud i livet, så de gamle industribygninger bliver erstattet af i alt 667 boliger. Der er indflytning i de første næste år

For et par år siden blev en ny lokalplan færdig for grunden, hvor Skandinavisk Motor Co. har en kæmpe lagerhal. Nu ser det ud til, at byggeriet på grunden kan gå i gang. Ifølge en pressemeddelelse bliver det lejeboliger tiltænkt en blandet beboerkreds med almindelige indkomster. Der vil være indflytning i de første boliger allerede næste år og de sidste i 2024. De fleste af boligerne ligger i Glostrup Kommune, mens den vestligste del af projektet ligger i Brøndby Kommune.

Første skridt er selvfølgelig nedrivning af de gamle industribygninger, det arbejde vil starte allerede i foråret.

Den ene del af trekløveret bag udviklingen er AG Gruppen, der er ejendomsudvikler og bliver totalentreprenør på projektet.

Investorerne bag er pensionsgiganten Topdanmark Ejendom og NREP.

– Det er en stor glæde, at vi kan påbegynde projektet, og at vi kan gøre det i fællesskab. Ved at gå sammen om udviklingen af hele området kan vi skabe en harmonisk og sammenhængende bydel og tilbyde et varieret boligudbud, som der er et behov for. Projektet passer godt til Topdanmark Ejendoms ambitioner om at opføre flere udlejningsboliger i såvel København som omegnskommunerne til langsigtet glæde og gavn for vores pensionskunder, siger Flemming Engelhardt, administrerende direktør i Topdanmark Ejendom.

Et varieret boligudbud

Projektet kommer til at indeholde 667 boliger, der fordeler sig på 610 lejligheder, som omfatter både 2-, 3-, 4- og 5- værelses lejligheder samt 57 rækkehuse. Hertil vil der være 700 parkeringspladser. Til sammenligning er der lige under 500 parcelhuse i Vesterled mellem Park Allé, Banemarksvej og Søndre Ringvej.

Mellem boligerne bliver der ifølge udviklerne plads til attraktive udeområder, som blandt andet forventes at indeholde et større rekreativt område med tilbud til beboelsens børn og unge. Projektet skal DGNB-guld certificeres, og netop DGNB anvendes som et kvalitetskatalog, hvor parterne i fællesskab vil prioritere bæredygtige kvaliteter som trivsel, indeklima og livscyklusvurderinger i designfasen for at opnå en målbar og mærkbar forskel for beboerne og klimaet.

– Vi vil bygge boliger til mennesker med almindelige indkomster, og inden for de rammer skal vi skabe så meget værdi for lejerne som overhovedet muligt. Det indebærer et stærkt fokus på et sundt indeklima og en optimeret udnyttelse af arealet, så vi kan tilbyde gode, effektive og moderne boliger, siger Christian Axeltoft, investeringschef, NREP.

Han peger endvidere på, at det for NREP er en styrke at føje endnu et samarbejde til den langvarige relation med AG Gruppen samt fortsætte det nye positive samarbejde med Topdanmark Ejendom.

Attraktivt placering

Parterne bag projektet som det som en attraktiv placering. De peger på den udvikling, der er i gang i hele området, for eksempel med omdannelsen af Kirkebjerg Industriområdet og med letbanen og regionaltog på vej til Glostrup Station.

– Det bliver et samarbejde, hvor alle parter kommer til at bidrage med knowhow til processen. Vi har allerede haft et langt og godt samarbejde med Topdanmark Ejendom om udvikling af projektet og er glade for, at vi også kan fortsætte vores gode samarbejde med NREP på endnu et stort boligprojekt. Den bæredygtige udvikling og det gode boligliv er vigtige værdier for alle parter, og vi ser frem til at skabe et meget attraktivt boligområde. Med mange forskellige boligtyper og størrelser bliver det en god, blandet bydel, som appellerer bredt og giver plads til alle, slutter Robin Feddern, adm. direktør, AG Gruppen.

Samarbejdet mellem de tre aktører er godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...