De ypperste unge blev hædret

Syv fliser frem, så er vi ved at være der. Mundbindsklædte og de fleste i arbejdstøj bevæger flokken på omkring 25 personer sig frem mod Danske Banks jakkesætklædte filialdirektør, Claus Sørensen.

Vi er på Centertorvet i Asnæs Centret, hvor Odsherred Erhvervsforum fredag eftermiddag uddelte prisen til årets lærling eller elev.

10 unge var indstillet, men i dag står fire tilbage. Nogle af de ypperste, slår Claus Sørensen flere gange fast i sin tale, hvor han også påpeger, at de dygtige unge lærlinge og elever gør en positiv forskel i samfundet, de er rollemodeller for andre unge og er med til at sikre, at erhvervslivets fremtid er sikret.

De fire nominerede lærlinge var:

Julie Larsen, fra Malermester Mads, der i indstillingen blev beskrevet som en, der får meget ros af kunderne, som er fokuseret og meget bevidst om at udføre alle opgaver til kundens tilfredshed.

Mia Allert Madsen, fra Dyreklinikken Dit Dyr, der beskrives som fantastisk loyal, samvittighedsfuld, arbejdsom, kærlig og omsorgsfuld veterinærsygeplejerske med hjertet på rette sted.

Mathias Andersen, fra Electricom A/S Nykøbing Sj., der beskrives som ansvarsfuld, selvstændigt arbejdende og meget positiv, og så vinderen

Maria Louisa Hansen, fra Lundbeck, der beskrives som struktureret, god til at tage imod læring, værdsat, en fantastisk rollemodel, en god kollega og fagligt meget dygtig til sine opgaver.

Udover de hædrende ord og en buket blomster, fik årets lærling 2021, Maria Luisa hansen 5.000 kr., diplom samt en bronzestatuette lavet af kunsteneren Peter Hesk.

Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel