Det ligner en regulær likvidering.
Så kontant er drabschefen hos Københavns Politi, Ove Dahl, når han skal beskrive dagens drab ved Christiania på en 26-årig mand med iransk baggrund.
Manden blev omkring middag fundet død i sin bil på Refshalevej ved Den Grå Hal. Liget blev fundet af en christianit, men umiddelbart har politiet ikke hørt fra vidner, der har set selve drabet.
- Vi er på bar bund, erkender Ove Dahl.
Et ligsyn viste, at den 26-årige var ramt af tre skud i nakkeområdet. Tilsyneladende har gerningsmanden skudt ind gennem sideruden, mens offeret sad ved rattet. Politiet kan endnu ikke sige, om der er affyret flere skud end de tre, der ramte manden.
Den dræbte er kendt af politiet, men ikke fra noget banderelateret, siger drabschefen.
Umiddelbart efter skuddene faldt, opstod der tumult omkring gerningsstedet. Her blev tre anholdt. De er nu sendt til "afkøling".