Beboere i Virum er gået sammen i gruppen "Bus til alle - Lyngby-Taarbæk". Vores mål er ganske enkelt. Det kommende Busnet 2025 skal revideres, således at alle beboere i kommunen får lige adgang til rimelig offentlig transport.
Konkret får nedlæggelse af bus 194 og omlægning af bus 184 store konsekvenser for os, som bor i området øst for Kongevejen. Velfungerende og anvendt kollektiv trafik mellem hhv Lyngby-Nærum/Skodsborg og Nørreport-Holte vil man ændre.
Processen omkring Busnet 2025 har kørt mellem forvaltning, politikere og Movia. Plan for det ændrede busnet er sendt i høring efteråret 2023. En tre ugers høringsfrist, der udelukkende blev offentliggjort på kommunens hjemmeside og ditto facebook. En fremgangsmåde som kommunen tidligere har fået voldsom kritik for, da den viden ikke når ud til borgerne. Derfor er hovedparten af de berørte beboere først blevet opmærksomme på de planlagte forringelser efter endelig vedtagelse i kommunalbestyrelsen og efterfølgende omtale i medierne.
Vi har efterfølgende i et åbent brev bedt hvert enkelt medlem af kommunalbestyrelsen besvare nogle få konkrete spørgsmål vedrørende busnet 2025. Hovedparten af politikerne har valgt at svare som gruppe fremfor personligt, flere har undgået en direkte besvarelse af vores spørgsmål, og det fremgår af besvarelserne, at Letbanen bruges som undskyldning for forringelserne. Venstre har ignoreret vores henvendelse.
Nu må vi som borgere tage affære, ældre som unge, børnefamilier, daginstitutioner, brugere af Røde Kors Aktivitetshus mfl. Vi skal og vil ikke stå tilbage med så ringe muligheder fremover for kollektiv transport. Derfor lægger vi nu sammen massivt pres på kommunalbestyrelsen ved opslag på facebook, indlæg i medierne og indsamling af underskrifter.
Du kan finde os på Facebook i gruppen "Bus til alle - Lyngby-Taarbæk" eller henvende dig direkte med ideer/spørgsmål via mail til BusTilAlle@gmail.com.