Leif Sylvester til Eva Madsen: - Til stjernedrys skal du blive til evig tid

Leif Sylvester var gift med Eva Madsen fra 1985 til 1991 og sammen fik de datteren Mia Sylvester. Foto: Thomas Olsen

Alle pladser i Højby Sj. kirke var besat lørdag kl. 12, hvor kunstneren og sangeren Eva Madsen blev bisat. Det skete til tonerne fra flere af hendes egne sange samt et par salmer.

Eva Madsens datter Mia Sylvester holdt en meget personlig tale for sin mor, hvor hun både fik tårer og latter frem.

Artiklen fortsætter under billedet

Det grønne helvede

Hun fortalte om, hvor højt hendes mor elskede sit sommerhus i Veddinge Bakker, selvom hun også kaldte det ’det grønne helvede’ og ikke brød sig om Asnæs Centret, som fik tilnavnet Ondskabens Akse.

Det stod i talen helt klart, at Mia Sylvester havde en mor med sans for humor. Hun fortalte blandt andet om den sidste tid, hvor Eva flyttede hjem til hende.

- En sen aften, på et tidspunkt, hvor hun endelig havde taget en halv morfinpille og den begyndte at virke, gav hun sig til at dele de mennesker, hun havde kendt op i to grupper: Hyklerne og de gode mennesker, fortalte Mia Sylvester, mens smilene bredte sig i kirken og blev til latter, da hun sagde, at det nok ikke ville være passende at læse listen op i kirken.

Naturmenneske

Hun fortalte også om en mor, der var et naturmenneske og som havde ønsket bare at gå ud i naturen og dø som andre naturfolk.

- Min mor kunne lade sig begejstre som et barn, hun kunne lade sig overvælde af smerte, sin egen, eller lige så tit en andens. Selvom hun er væk, er hun stadig i lyden af regnen under halvtaget, hun er hos de travle fugle i den time, hvor solen går ned, hun er i lyden af nabolagets børn, der løber nedad vejen, sagde datteren.

Også præst Louise Buch Jensen holdt en personlig tale om Eva Madsen.

- Hun var et engageret menneske, der elskede kunst, musik og de mennesker hun mødte på sin vej. Hun voksede op i Odense og var den ældste af tre søskende. Som ung tog hun til Svendborg, hvor hun var med til at starte Den Røde Højskole. Hun var altid grebet af at tænke nye tanker om kønsroller og livsformer.

Da hun kom til København, spillede hun teater og sang og kom med i Clausen og Petersens trup. Hun spillede hundredvis af koncerter og Mia blev ammet i pauserne, mens der blev indspillet musik. Senere fik hun hørebøffer på, når hun skulle med til koncert i Fælledparken, sagde præsten, som også fortalte at Eva Madsen turnerede til hun var 70 år. Derefter sang hun indimellem ved gode venners begravelse.

Louise Buch Jensen nævnte også Eva Madsens store glæde for naturen - blandt andet fortalte hun om en skrubtudse hun havde boende på terrassen, hvor den tog bad.

Evas to børnebørn havde også glæde af hendes store omsorg og når de var sammen, var der altid leg og sjov.

Et sidste farvel

Efter den kirkelige handling blev Eva Madsens kiste båret ud til rustvognen og her sagde hendes eksmand Leif Sylvester, der er far til Mia Sylvester, et sidste farvel med en omskrivelse af de ord, der bliver sagt ved jordpåkastelsen.

- Til stjernedrys skal du blive til evig tid, lød det.

Foto: thomas olsen
Foto: thomas olsen
Foto: thomas olsen
Foto: thomas olsen