Camping: Det er egentlig to husmandssteder fra begyndelsen af 1800, der er blevet slået sammen til Sølager Strand Camping, men der er sket meget på pladsen, siden den blev oprettet for godt 30 år siden - og i særdeleshed, da det nuværende værtspar, Keld og Jette Palmberg, stoppede i deres almindelige job og gjorde drømmen om en campingplads på fuld tid til virkelighed for 14 sæsoner siden.
- Vi ville gerne have et sted med glade mennesker, og der bliver en campingplads jo ikke bedre, siger Keld Palmberg, der fik bygget nye toilet og badefaciliteter, lagde nye legeplads, hvor man kan holde øje med børnene og i det hele taget fik gjort pladsen pæn og ordentlig.
- Det var en trist plads før. Vi fjernede 300 gamle læhegn og fældede 80 træer, da vi overtog pladsen. Den var meget mørk og vi ville gerne have mere en åben plads, siger Keld Palmberg, da han viser rundt på området, hvor der stadig er plads til en masse buske, store træer og natur, men hvor alt er holdt i orden, og ikke er så tildækket. Samtidig er der ikke faste områder, der kun er for fastliggere, men alle bliver blandet på de cirka 150 pladser, der ligger på mellem 100 og 130 kvadratmeter.
- Det er for ikke at danne kliker og fordi det gør, at folk er mere åbne - blandt andet hjælper fastliggerne turisterne med at finde rundt og hvad der sker, siger Keld Palmberg, der også har sørget for, at de yderste pladser ud mod vandet er til teltgæster, så de kan vågne op med udsigt over fjorden, ligesom campingvogne i første række både giver plads til faste og turister.
Således er det en god blanding af folk, der kommer på pladsen og Jette og Keld Palmberg har da også både hytter og en "lejlighed" i et af de gamle husmandssteder, hvor man kan bo, hvis man ikke er til telt og campingvogn.
- Det betyder meget, at her er ordende forhold og der er muligheder i naturen. Samtidig er det tæt til stranden, klinten - og skoven er lige ved siden, siger Keld Palmberg, der fortæller, at deres gæster bruger rigtig mange af de ting, der er i området, men at der også bliver arrangeret ting på pladsen - blandt andet var der sidste år 25 veteranbiler på pladsen, ligesom der er høstfester, Sankt Hans og "landskamp" mellem norske campister, der har været der i 10 år, og et dansk hold. Det sidste foregår i øvrigt på det, som de kalder "Danmarks flotteste fodboldbane" - den ligger nemlig lige ved siden af fjorden.
Læs mere i Frederiksborg Amt Avis Fredag