Taastrup-pige til OL igen

BUESKYDNING: Louise Laursen fra Taastrup er for anden gang i træk klar til OL.

Under sidste uges VM i bueskydning lykkedes det nemlig hende og holdkammeraterne, Carina Christiansen og Maja Jager, at blive nummer otte og dermed indkassere tre danske nationspladser til næste års OL i London.

- Det var rigtig rart og jeg er meget glad! Vi vidste, at det var derfor vi var med. Målet var at sikre OL-pladserne, så det er selvfølgelig dejligt, at det lykkedes. Især fordi at det skete mod amerikanerne, som ellers er et godt hold. Vi vidste på forhånd, at det ville blive en svær kamp, men heldigvis bevarede vi koncentrationen og vandt. Men jeg må indrømme, at jeg nok var ekstra spændt, fordi jeg vidste, hvad der var på spil. Jeg ved jo, hvor hård konkurrencen bliver i London og hvor stor en oplevelse det er at være med til OL, siger Louise Laursen til DAGBLADET.

Hun sluttede på en delt 57. plads i den individuelle skydning, men i forhold til OL-pladser har dét resultat ingen betydning. Til forskel for OL i Beijing i 2008, hvor Louise Laursen stillede op som individuel skytte, bliver der denne gang uddelt nationspladser, der ikke er hæftet op på den eller de udøvere, der rent faktisk får OL-kvalifikationen i hus.

- Jeg håber da på, at det bliver os tre, som var med til VM, der skal med til London - og så er der også en fjerde plads som reserve, der skal besættes. Jeg kan ikke vide mig helt sikker, men har store forhåbninger i forhold til at komme med, siger hun.

Læs mere om Louise Laursen i DAGBLADET tirsdag.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...