Børneskoler, landbrugsskoler og sundhedsklinikker i Mellemamerika, Sydamerika og Afrika. Nybygning, renovering og udbygning af over 150 skoler og efteruddannelse af flere tusinde lærere i Uganda. Boring og udgravning af brønde, opbygning af vandreservoirer, kanaler og vandingsanlæg i tørre områder.
Og ikke mindst nødhjælp i verdens brændpunkter efter krige og naturkatastrofer.
Det er blot nogle af de projekter, som adventistkirkens nødhjælps- og udviklingsorganisation ADRA Danmark har stået bag igennem de seneste 25 år.
Foreningen har til huse på Concordiavej i Nærum og herfra udløber alt det velgørende arbejde.
Med tiden har hjælpen udviklet sig fra at være bygning af skoler, klinikker og levering af materialer til at være udvikling og undervisning af lokale grupper, så initiativerne og udviklingen kommer fra de nødstedte selv.
Det kan eksempelvis være grupper af hivsmittede, radioprogrammer for børn, kvindeligestillingsprogrammer, farmergrupper, og grupper, der tager sig af hjemløse børn. De modtager alle undervisning og hjælp til at styrke deres initiativer.
"Vores opgave er ikke mere bare at sætte et stykke plaster på såret, det er i dag at forhindre, at såret opstår. Det betyder, at vi er nødt til at gå ind og tage et større socialt ansvar og være med til at ændre strukturer, påvirke regeringer og påvirke markedet på en etisk, fornuftig og ordentlig måde," siger ADRA"s nuværende generalsekretær, Lehnart Falk.
ADRA Danmark modtog for nylig en fin pris for deres børneradioprojekt i Burundi, som giver børn og unge en stemme i debatten om hiv og AIDS.
Prisen blev uddelt af AfriComNet som belønning for det mest effektive og innovative udviklingsprojekt indenfor sundhed og oplysning om hiv/AIDS i Afrika.
ADRA har i forbindelse med deres jubilæum udgivet et 25 års jubilæumshæfte, som gengiver den historiske udvikling samt flere af de små succeshistorier, som foreningen heldigvis har mange af.