Lyngby Gymnasium og Lyngby Handelsgymnasiums rektor skal videre efter otte år hos U/NORD. Pernille Bogø Bach starter i stedet som rektor på N. Zahles Gymnasium per 1. september 2023.
Den afgående rektors afskedsreception hos U/NORD startede med sangen ”Livstræet”, for Pernille Bogø Bach er et musikalsk menneske og en dygtig sangerinde. Der var mange, der gerne ville tale til Pernille Bogø Bach, og en fællesnævner for talerne, var en hyldets af hendes arbejdsomhed og flid. Fx sagde en kollega, at hvis der fandtes et tastatur, der ikke larmer, når man trykker på det, så skulle Pernille have et sådan, så hun kunne tale i telefon og skrive på computeren samtidig. Den afgående rektor trives med at have gang i mange ting på én gang.
Fra Nordjylland til Nordsjælland
Pernille Bogø Bach er cand. mag. i musik og psykologi og fik som nyuddannet arbejde som adjunkt på Fjerritslev Gymnasium i 1994. I 2015 rykkede hun til Nordsjælland, da hun blev ansat som Uddannelsesleder for daværende Lyngby Handelsgymnasium. Siden er STX kommet til og senest også Lyngby Handelsskole, der rykkede til adressen forrrige sommer. Selv fortæller hun, at hun synes, det er lykkedes at skabe et samlet campus for de tre retninger, hvor de unge nyder godt af en synergi mellem de tre afdelinger. Hun har været rektor siden 2019 og har både været aktiv i lokale udvalg og i interesseorganisationen Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.
Et kreativt væsen
En kollega sagde i sin tale til Pernille Bogø Bach: ”Din flid og dit engagement er legendarisk.” En anden kollega sagde, at når rektoren rigtig skal hygge, så kommer der chips og Excel på bordet. Og hun fik blandt andet også en papirblomst foldet af excel-ark med i afskedsgave. Men Pernille Bogø Bach laver også mange kreative ting i sin fritid. Hun syr og strikker, synger og hører podcasts.
Hendes rektorkollega i U/NORD sagde i sin tale: ”Du er ikke særlig stor i højde og drøjde, men du er lille og hurtig. Du er modig og stærk.” Flere fremhævede også Pernille Bogø Bachs gode tøjstil, som blandt andet fik 20.000 visninger i en TikTok-video, hvor hun viste ugens arbejdsoutfits.
Et fint farvel
Det var både med brede smil, bobler, tapas og tunge hjerter, at Pernille Bogø Bachs tid hos U/NORD blev fejret. Selv sagde hun i sin tale til medarbejderne: ”Det her er mit andet hjem. Mit hjerteblod. Mit hjertebarn.” Flemming sluttede sin tale: ”Tak for sangen, Pernille. Du sang klart, højt og medrivende, og vi, der var så heldige at høre dig, har været priviligerede.”
Processen med at finde en ny rektor er i gang. Imens er vicerektor Kasper Elmqvist Jørgensen konstitueret rektor.
.
