- Selvfølgelig skal endnu flere være tilfredse med skolen

Enhedslistens Emil Viskum (tv.) og Toke Elling (K) udgør lige nu formandsskabet i institutions- og skoleudvalget i Høje-Taastrup Kommune. Foto: Lisbeth Jansen

Både medarbejdere og elever og forældre på Læringshuset i Nærheden er blevet spurgt i en større brugerundersøgelse om trivsel på den nye skole i Høje-Taastrup Kommune.

Resultatet viser, at der generelt er tilfredshed med undervisningen, som i høj grad indbefatter projektbaseret læring.

Cirka halvdelen af forældrene er overordnet set tilfredse med skolen.

Dog er der hos både medarbejdere og forældre en kritik mod de fysiske rammer, der giver mere støj og uro og begrænsede muligheder for at trække sig og få ro til at fordybe sig i fagligt arbejde.

Kvaliteten af møbler

For nyligt blev politikerne i institutions- og skoleudvalget i Høje-Taastrup Kommune præsenteret for resultatet af undersøgelsen.

- Meget af det, der står i brugerundersøgelsen, havde jeg på fornemmelsen i forvejen. Både de positive tilbagemeldinger og det, der kræver opmærksomhed. Med undersøgelsen har vi skabt et virkelig godt redskab til skoleledelsen i forhold til trivsel. For mig at se er undersøgelsen derfor givet godt ud, siger Toke Elling (K), fungerende formand for udvalget.

Han forholder sig også til kritikken af de fysiske rammer.

- Det er noget så lavpraktisk som kvaliteten af møblerne i Læringshuset samt nogle skillevægge. Mange af de møbler, der var købt til husets åbning, er allerede gået i stykker. Det er de fysiske rammer, der fylder noget i undersøgelsen, og det kan vi gøre noget ved politisk, siger Toke Elling.

Har øremærket penge

I juni bliver udvalget præsenteret for en sag, der beskriver mulighederne for at imødekomme behov for yderligere tiltag i forhold til de fysiske rammer i Læringshuset.

- Vi har allerede øremærket visse midler, men hvis det viser sig, at det, der er behov for, er relativt små penge, vil vi gerne afsætte dem med det samme, siger Toke Elling.

Han siger, at man med den kommende sag ønsker at få et økonomisk overblik over, hvad der skal sættes af.

- Vi vil ganske enkelte gerne vide, om det er eksempelvis 300.000 kroner, der er behov for, eller fem millioner. Hvis det er fem millioner, så sender vi det videre til budgetforhandlingerne, og ellers vil vi gerne handle på det med det samme, siger Toke Elling.

Prioritet i byrådet

Også næstformand Emil Viskum (EL) bakker op om den prioritering.

- Mit fokus er der, hvor vi kan flytte noget politisk, og det kan vi med den fysiske indretning. Vi behøver ikke at vente på en budgetforhandling, hvis det allerede kan sættes i gang nu. Jeg fornemmer, at hele byrådet har det som en stor prioritet, og derfor kan vi ligeså godt kigge på det nu, siger Emil Viskum med henvisning til sagen, der kommer i juni.

Handleplan virker

Tidligere i år lavede man en handleplan for at sikre tilstrækkelige tiltag af de fysiske læringsmiljøer. Og allerede nu er flere punkter udført og noget er i gang.

- Det er positivt, at nogle af de ting, der er besluttet i handleplanen, begynder at virke. Og forhåbentlig er det starten på en udvikling, hvor flere bliver tilfredse, siger Emil Viskum og fortsætter.

- Det er alfa og omega, at brugerne af skolen er glade og tilfredse, så selvfølgelig skal endnu flere end cirka halvdelen af forældrene være tilfredse, og jeg håber, at det sker, i takt med at der bliver kigget på de fysiske rammer, siger han.

Klik dig ind på , og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.

Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9976