Nu skal vi normalisere politikeres pensioner

Af Jacob Mark, folketingsmedlem for SF

Efter hårdt pres på Regeringen, har de nu besluttet, at de indkalder til forhandlinger om at normalisere ministres og folketingspolitikeres pensioner og eftervederlag. Det er på tide!

Der er intet rimeligt i at politikernes løn og arbejdsvilkår skal stikke af fra det almindelige arbejdsmarked. Særligt ikke i en tid, hvor Regeringen har travlt med at forringe vilkårene for almindelige lønmodtagere. SF mener, at det skal være slut med politikerpensioner på speed. Slut med årelange eftervederlag. Slut med skattefrie tillæg. Og slut med lukrative vilkår, der hører en gammel tid til.

Vi glæder os til forhandlingerne, som senest kommer til at ligge i midten af maj. Her vil vi stå fast og kæmpe for, at politikeres vilkår bliver normaliseret.