Zelenskyj sender invitation til Kina: Klar til at tage imod Xi

Kinas præsident forlod i sidste uge Rusland. Nu sender Volodymyr Zelenskyj en åben invitation til Xi.

I et interview med nyhedsbureauet AP sender Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, en åben invitation til Kinas præsident, Xi Jinping, om at besøge Ukraine.

- Vi er klar til at se ham her, siger han til AP.

Journalister fra det amerikanske nyhedsbureau har brugt to dage sammen med den ukrainske præsident om bord på et tog.

Zelenskyj har besøgt Zaporizjzja i den sydøstlige del af landet, som stadigvæk jævnligt er under russisk beskydning.

AP er det første nyhedsmedie, der i en længere periode rejser med præsidenten, siden krigen brød ud i februar sidste år.

Invitationen til Kinas præsident kommer kort tid efter, at Xi i sidste uge forlod Rusland efter et besøg i hovedstaden Moskva. Under besøget mødtes Xi blandt andre med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Her drøftede de to et kinesisk forslag om våbenhvile i Ukraine. De to gav også udtryk for sammenhold og optrappet rivalisering med Vesten.

Kina har forsøgt at fremstille sig selv som en mulig fredsmægler i krigen i Ukraine.

Volodymyr Zelenskyj inviterede efterfølgende Kina til dialog om Ukraines forslag til en fredsløsning med Rusland. Nu foreslår Zelenskyj så et kinesisk besøg i Ukraine.

Der har været forlydender om, at Xi og Zelenskyj skulle have planlagt en telefonsamtale. Det blev dog dementeret i forbindelse med Xis møde med Putin.

Efter Kinas besøg i Rusland, har Putin annonceret, at landet vil placere atomvåben i nabolandet Belarus. Ifølge Zelenskyj skal den melding aflede verdens opmærksomhed fra, at Xis besøg i Moskva ikke gik godt.

Zelenskyj siger til AP, at han ikke tror på, at Putin er klar til at bruge de taktiske atomvåben.

- Jeg tror ikke, han er klar til at gøre det, siger den ukrainske præsident til nyhedsbureauet.

/ritzau/