Næstved-musiker åbner Orange Scene

Lauge Kjærulf bag trommerne hos Godtfolket. Nu er han klar til at åbne Roskilde Festivalen sammen med Blæst. Foto: Thomas Brosø

Det kører på skinner for succesbandet Blæst med Næstved-drengen Lauge Kjærulf på trommer. Orkestret er blevet udvalgt til 28. juni at åbne Orange Scene – den største på Roskilde Festivalen.

- Vores største drøm bliver til virkelighed. Vi kan ikke beskrive, hvor stort det her er for os, skriver bandet på dets Facebook-side.

Lauge Kjærulf kommer fra en yderst musikalsk familie, og ud over Blæst spiller han også med i Næstved-bandet Godtfolket. Det er hans far, Lasse Kjærulf, der er frontfigur i Godtfolket, ligesom han i øvrigt også er i Scandinavian Pink Floyd Project. Også Lauge Kjærulfs onkel og fætter spiller med.

Blæst indledte året med at rejse tre uger til Spanien for at skrive ny musik – det skete efter en svær tid for bandet, har Lauge Kjærulf tidligere fortalt i Sjællandske:

- Vi tog en kollektiv beslutning i efteråret om at aflyse vores turné, fordi vi var ramt af stress. Det var bestemt ikke en let beslutning, men den var nødvendig, og det var godt, at vi gjorde det. Nu er vi tilbage og stærkere end før, lød det fra ham tilbage i januar.