Dameroklub holder Åbent Hus

Kom og prøv kræfter med rosporten. Hvis du er kvinde, så kom til åbent hus i Hellerup Dameroklub 18. marts. Privatfoto

Har du lyst til at prøve kræfter med rosporten - og er du kvinde – så er her et tilbud til dig. Hellerup Dameroklub holder nemlig åbent hus lørdag 18. marts mellem klokken 11 og 13.

“Kvinder har roet i klubben siden 1901, og der er stadig fuld gang i aktiviteterne i den gamle traditionsrige klub. Klubben ligger direkte ud til Øresund ved Hellerup Havn for enden af Strandparksvej,” skriver roklubben i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Ud over at snuse til det unikke miljø ved havet, kan du se vores smukke bådpark med flere typer robåde: 2- og 4 åres inriggere, en gig og flere coastalbåde. Der er desuden kajakker til disposition for klubbens medlemmer. Der vil være rig mulighed for at møde nuværende medlemmer, som gerne viser rundt og fortæller om klubbens mange aktiviteter både sommer og vinter. Du vil også kunne høre nærmere om forårets kommende roskole, hvor du lærer at ro.”

Koble af

”Det bedste ved at ro er at være på vandet, mens du dyrker en sport, som aktiverer nærmest alle dine muskelgrupper. Efter en travl dag på arbejde, er det en helt fantastisk måde at koble af på. Roning er også en social sport, hvor samarbejdet i båden er vigtigt,” siger Tina Mortensen, der har roet siden 2020.

Der er masser af aktiviteter i klubben året rundt. Fra standerhejsningen i foråret til standerstrygningen i efteråret er der blandt andet faste ugentlige roaftener, morgen- og formiddagsroning, motionsroning, sportsroning med fokus på roteknik, styrke og konditionstræning, kaproning på motionsplan, lørdags- og søndagsroning, langture i ind- og udland og fællesspisning samt morgenhold med rospinning på land.

Vintersæsonen byder ligeledes på mange forskellige aktiviteter, så du kan holde formen ved lige. Du kan dyrke rospinning hele ugen, der er også puls- og styrketræning, in- og outdoor-fitness, pilates, yoga og badminton.

Du kan læse mere på klubbens hjemmeside www.hdr.dk.

Jk