Tophold tager sikre sejre i kvindernes håndboldliga

Både Odense Håndbold og Team Esbjerg vandt lørdag uden de store problemer i kvindernes liga.

Topholdene i kvindernes håndboldliga ser skarpe ud i slutningen af grundspillet.

Lørdag vandt både Odense Håndbold og Team Esbjerg overlegent, da de mødte henholdsvis Sønderjyske og Nykøbing F. Håndboldklub (NFH).

Odense lagde ud med at tage en sejr på 27-21, og et par timer senere blev NFH nedlagt af Team Esbjerg med cifrene 30-23.

Det bringer Odense og Team Esbjerg op på henholdsvis 41 og 37 point på første- og andenpladsen med kun to kampe tilbage i grundspillet.

Lørdag aften gjorde Ikast Håndbold, der ligger nummer tre, sine rivaler kunsten efter med en sejr på 32-21 over København Håndbold. Midtjyderne har nu 32 point.

Odense førte allerede ved pausen med seks mål i kampen mod Sønderjyske. I anden halvleg kom føringen to gange op på ti mål, inden Sønderjyske til sidst fik pyntet lidt på resultatet.

Lidt tættere var i kampen mellem Team Esbjerg og NFH. I hvert fald halvvejs. Her stod der 15-12 til Esbjerg, som derefter i det sidste kvarter i anden halvleg skruede bissen på.

Esbjerg trak mere og mere fra, og med et par minutter tilbage stod der 30-20. Henny Reistad var som vanligt Esbjergs helt store profil i kampen. Nordmanden endte som kampens topscorer med syv træffere.

Ajax København og Horsens mødtes også lørdag. Her tilføjede jyderne endnu et nederlag til hovedstadsklubben i forvejen sløje stime af kampe. Horsens vandt 29-26.

Viborg og Aarhus United spillede 25-25 og fik et point hver med fra deres møde.

Silkeborg-Voel fik forværret den lille krise, klubben er inde i, da det på udebane mod Skanderborg endte med et nederlag på 22-30.

Silkeborg-Voel, der ligger nummer syv, har nu tabt fire kampe i træk. Skanderborg ligger næstsidst med kun Ajax København under sig.

/ritzau/