Bagmand får 12 års fængsel for forsøg på at smugle våben og kokain

En 30-årig mand er mandag blevet idømt 12 års fængsel for at forsøge at smugle mere end otte kilo kokain og fem halvautomatiske pistoler.

Dommen faldt ved Retten i Glostrup.

Det skriver National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Manden har anket dommen til landsretten på stedet. Det oplyser anklagerfuldmægtig Laura Wiggers, som har ført sagen, til Ritzau.

Det samme har en 22-årig kvinde, som blev idømt to års fængsel, i samme sag mandag.

Hun skal sammen med den 30-årige mand have organiseret salget af 250 gram kokain.

Politiet betragter den 30-årige mand som bagmanden i sagen.

Ud over fængselsstraffen har Retten i Glostrup valgt at udvise manden af Danmark for bestandig.

Den 30-årige mand blev anholdt i juli sidste år sammen med en 44-årig mand. Den 44-årige blev i oktober 2022 idømt otte års fængsel for at køre en følgebil, da kokainen og våbnene blev forsøgt smuglet til Danmark.

Der blev ifølge NSK kørt to ture fra Holland gennem Tyskland mod Danmark. Men i begge tilfælde fattede tysk politi mistanke, og smuglerbilerne blev derfor stoppet.

Tysk politi rettede i december 2021 henvendelse til dansk politi om sagen. Det lykkedes for politiet i Danmark at klarlægge, at der var tale om to ture, som hang sammen.

Den formodede bagmand har under sagen været underlagt et navneforbud. Det har ikke været muligt at få oplyst, om det fortsat gælder frem til, at sagen skal for landsretten.

NSK er en særlig landsdækkende politienhed, som håndterer alvorlige og komplekse sager om organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og cyberkriminalitet.

/ritzau/