Klasseforskel i topopgør

Rodney Chatman blev kampens topscorer med sine 26 point.. Foto: Allan Noerregaard

Der var klasseforskel, da basketliga-slutspillets nummer to Team FOG Næstved hjemme i en elektrisk Hal 1 torsdag aften nedlagde nummer fire Horsens IC.

Med en særdeles overbevisende 101-78-sejr fortsatte de sydsjællandske guldbejlere således storformen og sejrsstimen på fire i træk over Herlev, Bakken Bears, Svendborg Rabbits og nu Horsens IC.

- Vi bliver ved med at blive bedre. Det er en fornøjelse at se. Vi var igen meget effektive offensivt, og vi formår også at lukke deres største profiler fint ned. Vi giver lidt for mange rebounds væk. Men det er småting, og overordnet er jeg meget tilfreds med præstationen, lød det efter kampen fra Team FOG Næstveds amerikanske cheftræner Andy Hipsher.

Et minuts stilhed

Før torsdagens kamp blev fløjtet i gang, så var tankerne i Arena Næstveds Hal 1 dog et helt andet sted.

Tidligere på ugen gik den vellidte og store basket personlighed Geof Kotila bort.

Amerikaneren, der blev 64 år gammel, kom til Danmark i 90’erne og nåede at være træner for Team FOG Næstved, Bakken Bears og torsdagens gæster Horsens IC, hvor han vandt en stribe mesterskaber og pokaltitler, mens han fra 2016 først var forretningsudvikler og siden kommissær for Basketligaen.

Til ære for Geof Kotila, der var cheftræner for Team FOG Næstved i perioden 2008 til 2013 og havde kæmpe betydning for, hvor klubben er i dag, så blev der inden kampen holdt mindetale af Team FOG-direktør Andreas Larsen efterfulgt af et minuts stilhed i den tætpakkede hal.

Artiklen fortsætter under billedet...

Forrygende start

Efter den bevægende optakt kunne det igen handle om torsdagens fire gange ti minutters basketball, hvor en flok veloplagte værter kom buldrende fra start.

Med stor energi og aggressivitet i forsvar, angreb og transitionspil gjorde de hvidblusede det svært for gæsterne at følge med tempomæssigt i kampens indledning.

Ved stillingen 17-4 efter syv og halvt minuts spil tog Horsens-træner Jakob Hjorth derfor kampens første timeout, som også efterfølgende affødte et godt lille østjysk run, hvorfor gæsterne kunne sætte sig ud til første ophold bagud 20-13.

Det lille Horsens-momentum varede dog kort. Fra anden periodes start var det nemlig igen Næstved-mandskabet, der i disse uger stråler af selvtillid og spillelyst, som satte sig tungt på begivenhederne.

I angrebsenden sendte sydsjællænderne på skift trepointsskud i kurven, og i forsvaret havde værterne stor succes med aggressiv dobbeltopdækning af østjydernes topscorer og største profil Chris Lykes, der havde svære arbejdsvilkår.

De sydsjællandske guldbejlere kunne derfor gå til pause komfortabelt foran 55-35.

Tyve points forskel med en halvleg igen er dog ikke uoverskueligt i basketball, og det var da også fortsat et udehold, der troede på comebacket efter pausen, hvor de fik barberet afstanden ned på 15 point før sidste periode.

Men tættere på kom de sagesløse østjyder aldrig.

I sidste periode blev der nemlig sat yderligere streg under klasseforskellen, og til stående ovationer kunne sydsjællændernes breddespillere til slut køre storsejren i hus.

Endnu mere i posen

Trods magtdemonstrationen, så mener holdets cheftræner fortsat, der er plads forbedring.

- Det er målet at spille det bedste basket på den her tid af året. Og jeg tror ikke, vi har ramt topniveauet endnu, så det bliver vi ved med at arbejde henimod. Vi skal forblive ydmyg, og vi har heldigvis en trup med spillere, der har rigtig sund karakter, siger Andy Hipsher.

Halvvejs gennem slutspillet med fem spillerunder tilbage er sydsjællænderne med sejren fortsat at finde på andenpladsen med 40 point. Her har de nu to point op til Randers på førstepladsen, to point ned til Bakken Bears på tredjepladsen og hele otte point ned til Horsens IC på fjerdepladsen.

For Næstved, der er sikret en plads i årets semifinaler, handler de resterende slutspilskampe om at opnå den højest mulige placering, som vil afgøre, hvilket top 4-hold, man skal møde i semifinaleserien.

Sydsjællændernes næste opgave bliver ude mod Bakken Bears på torsdag i kommende uge.

Foto: Allan Noerregaard

Basketligaen, slutspil

Team FOG Næstved – Horsens IC: 101-78

Periodecifre: 20-13, 35-22, 20-25, 26-18.

Point for Team FOG Næstved: Rodney Chatman 26, Mike McGuirl 22, Ian Dubose 18, Jimbo Lull 10, Jagan Mosely 8, Martin Poulsen 5, Thik Bol 4, Mathias Bak Christensen og Zack Rollins 3 og Lucas Christensen 2.

Topscorer for Horsens IC: Chris Lykes 17.

Rodney Chatman i aktion. Foto: Allan Noerregaard