Mindeord for Stig Ljunggren

Af Hareskov Badminton

Man kunne ikke sige Stig Ljunggren uden at sige Hareskov Badminton. Nu har Stig pludseligt forladt os – alt, alt for tidligt – og tilbage står vi i Hareskov Badminton i chok og dyb sorg. Klubben føles nu halv, fordi vi har mistet vores hyggelige makker, ungdomstræningens tro rygsøjle og hele klubbens æresmedlem.

Stig Ljunggren var indbegrebet af Hareskov Badminton. Ikke blot i kraft af sit virke, men også af historien. Han blev klubbens andet medlem da den blev grundlagt i 1979, hvor Hareskovhallen stod klar. Først var han ungdomsspiller, og fortsatte med at spille som voksen, hvor han byggede klubbens første amtshold op fra grunden, og førte det fra startrækken helt op til Elite-mester-rækken. Dette hold lever fortsat i dag, og klubben har nu hele fem hold i DGI’s regionsturnering.

Selv om Stig var passioneret badmintonspiller, så levede og åndede han for ungdomstræningen i Hareskov Badminton. Han har stået i spidsen for den i så mange år, at flere af klubbens voksne spillere, som i dag har fået deres egne børn, en gang er startet på Stigs ungdomstræning. Gennem årene er der generationer af unge mennesker i Hareskovby og omegn, som har været under Stigs trænervinger i Hareskovhallen.

Udover at de har lært en masse om badminton, har de også nydt det klubfællesskab og sammenhold, som var så vigtigt for Stig. Stig havde en fantastisk evne til at både give og gøre plads til de unge som spiller – eller har spillet - i klubben. Også på en dårlig dag, hvor han så dem som havde brug for ekstra støtte og motivation.

Stig var et rart og omsorgsfuldt menneske, som helst ikke selv ville være i centrum. Han ville hellere hjælpe og løfte de unge frem. Han var ærlig, jordnær, reel og en god ven. Og hans kærlighed til både badminton og klubben kunne man ikke tage fejl af.

I dag er ungdomstræningen en stor og vigtig del af klubbens DNA. Stig har gennem alle år ufortrødent bidraget til at gøre Hareskov Badminton til det den er i dag – både på banen og i bestyrelsen. En ordentlig, hyggelig badmintonklub med venskaber både på og udenfor banen, hvor vi samles om at spille badminton, og der er plads til alle.

Selv om Stig ikke er blandt os mere, vil det aftryk, indtryk og den arv, han har efterladt, leve videre. Det bliver svært at fylde Stigs sko, men i Hareskov Badminton vil vi gøre vores bedste for at føre Stigs virke og ånd videre: Badminton med sjov, hygge og sammenhold.

Æret vare Stigs minde!