Sag mod Claus Hjort om hemmeligheder begynder i november

Københavns Byret ventes at skulle bruge 13 retsmøder til at behandle straffesag mod tidligere minister.

Straffesagen mod Claus Hjort Frederiksen kommer for retten til november. Det oplyser Københavns Byret tirsdag.

Der er afsat 12 retsmøder til at afvikle sagen mod det tidligere folketingsmedlem og tidligere forsvarsminister for Venstre.

Første retsmøde vil finde sted 7. november, og den sidste dato er 12. december, oplyser Københavns Byret til Ritzau.

På Facebook bekræfter Claus Hjort selv oplysningerne.

- Jeg bliver ofte spurgt om, hvad der egentlig sker i min straffesag, og jeg har ikke kunnet give konkrete svar. Det kan jeg nu, lyder det indledningsvis fra Claus Hjort Frederiksen.

- I fredags var der første retsmøde om sagen, hvor min forsvarer, René Offersen, deltog. Det blev besluttet at forhandling om åbne eller lukkede døre berammes til 3. maj klokken 9.30, fortsætter Hjort.

- Der afsættes 13 retsdage til hovedforhandlingen fra og med uge 45 i 2023 til uge 2 i 2024 med 2 rets dage om ugen, skriver han.

Hvis planen holder, ser det ud til, at straffesagen mod Claus Hjort kan blive afgjort før sagen mod den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, Lars Findsen.

Den mangeårige Venstre-politiker er tiltalt for at have røbet oplysninger om statens hemmeligheder.

Også Lars Findsen er tiltalt efter samme bestemmelse i straffeloven, § 109, som sidst er taget i brug for godt 40 år siden.

I begge tilfælde kræver anklagemyndigheden fængsel, og begge nægter sig skyldige.

Claus Hjort Frederiksen kræver åbenhed om sagen, og det spørgsmål skal der altså være retsmøde om i maj.

Anklagemyndigheden har afvist at give pressen adgang til de præcise beskrivelser af de påståede lovovertrædelser. De to tiltalte har heller ikke selv fået lov til at beholde kopier af anklageskrifter, har det tidligere været fremme.

Men flere medier har berettet, at begge sager drejer sig om, at der skal være givet oplysninger om et samarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste NSA om at tappe oplysninger fra telekabler. Og påstanden er så, at de to dermed har røbet hemmeligheder om statens sikkerhed.

Claus Hjort blev sigtet i december 2021 efter blandt andet at have medvirket i programmet Lippert på TV 2 News. Tiltalen blev rejst i februar i år.

Hans forsvarer, René Offersen, hævder, at sagen er politisk, og at et nævningeting derfor bør behandle sagen. Det vil sige, at tre dommere og seks lægdommere skal afsige dom i stedet for blot en enkelt dommer og to lægdommere.

Lars Findsen er tiltalt for at have talt over sig i forhold til den tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, journalister og familiemedlemmer. Denne sag er langt mere omfattende end den mod Claus Hjort.

Findsen-sagen blev for nylig af Højesteret flyttet fra Københavns Byret til Retten i Lyngby. Her har man tilsyneladende endnu ikke fastsat datoer til hovedforhandlingen. Men åbenbart skal der findes 28 retsdage i kalenderen.

/ritzau/