Sigsgaard vandt to sejre i Frankrig

Christian Sigsgaard havde en god dag i Frankrig med sejr i både single og double. Foto: Allan Nørregaard

TENNIS: 300 pladser. Så langt var Christian Sigsgaard fra Næstved bagud på verdensranglisten i forhold til onsdagens modstander ved 25.000 dollars-turneringen i Saint Dizier i Frankrig.

Alligevel lykkedes det den 26-årige nummer 809 at besejre femteseedede Tristan Lamasine med 7-6, 6-4 og spille sig videre til 2. runde.

Franskmanden kom ellers foran 4-0 i første sæt, men Sigsgaard fik kontakt ved 5-5, og kort efter skulle sættet afgøres i en tiebreak.

Her var det Sigsgaard, der fik den bedste start med en føring på 5-0, inden Lamasine fik reduceret til 5-4. Sigsgaard tilspillede sig dog to sætbolde ved 6-4 og udnyttede den anden af dem til sejr på 7-5.

I andet sæt brød Sigsgaard modstanderens serv til 2-1, og det break holdt han fast i hele sættet og kunne til sidst serve sejren i hus med 6-4.

Næste modstander bliver den 25-årige tysker Florian Boska, der er rangeret som nummer 844 på ATP-ranglisten.

Christian Sigsgaard er også videre i herredouble sammen med landsholdskollegaen August Holmgren.

Det danske par spillede sig i semifinalen med en sejr på 6-1, 6-4 over englænderne Sean Hodkin og Tiran Sanghera, og nu venter topseedede Arthur Bouquier fra Frankrig og Alexander Donski fra Bulgarien i kampen om en finaleplads.