Fandt 400 piller i bilen efter uheld på motorvejen

En 36-årig mand stoppede ikke, da han kørte ind i en anden på Holbækmotorvejen ved Roskilde.

Ud over det våde vejr var der måske en god forklaring på, at en 36-årig mand mandag morgen kortvarigt mistede herredømmet over sin bil på Holbækmotorvejen ved Roskilde, så den strejfede en anden bil.

Da politiet fik fat i bilisten fra Kalundborg, gav narkometertesten udslag for påvirkning af benzodiazepiner.

Ved ransagning af bilen fandt politiet knap 400 piller, som formentlig er et medicinsk produkt, men som han ikke kunne være i lovlig besiddelse af. Pillerne blev beslaglagt til nærmere undersøgelse.

Den 36-årige er også sigtet for ikke at standse efter færdselsuheldet, hvor hans bil ramte ind i siden på en varebil ført af en 19-årig mand fra Brønshøj.

Han havde fortsat sin kørsel ind mod København med varebilen i baghjulet, men ved Vallensbæk fik politiet standset dem.

Den 36-årige fik udtaget en blodprøve og blev sigtet for narkokørsel.